Vintergrønne buske lyser haven op

Billedet viser Skimmia 'Perosa'
Et gammelt ordsprog siger, at “grønt er godt for øjnene” - men har du overvejet, at det også er godt for humøret?
Kig ud i haven på en grå og trist vinterdag: uh, hvor er det hele bart og brunt og gråt….indtil pludselig øjet fanges af grønne blade, kulørte bær…eller sågar af kulørte blade: røde, gule eller mønstrede, som kan lyse op i de grå måneder.
Haven kan med ganske få ændringer få liv og farver året rundt - selv i den dybeste vinter. Se blot her!

Julerødt hele året

Glansmispel er en ganske særlig busk, som på en bare let beskyttet plads, står med blanke, grønne blade hele året.
Som alle vintergrønne buske, fælder den undertiden ældre blade, og for at dette bladskifte ikke skal gå ubemærket hen, får de gamle blade en fantastisk lysende rød farve i løbet af efteråret. Som et lille neonskilt, der advarer om kommende bladfald, lyser de op blandt de yngre, mørkegrønne blade.

Igen i maj-juni, når helt nye blade bryder frem, får vi mørkerøde farver fra glansmispel. Hvert eneste nye blad er nemlig rødt og blankt som lak, mens det folder sig ud.
Ældre buske blomstrer på samme tid, som de nye blade folder sig ud. Blomsterne er små og hvide og sidder mange sammen i fine skærme: som et hvidt slør over de røde blade.
De mange blomster besøges af talrige insekter, især bier - og udvikler sig senere til små, læderagtige bær, som først er røde, siden sorte - og til slut forsvinder i fuglenes næb, som et vitaminrigt vinterfoder.

Den “gamle” sort af glansmispel, kaldet Red Robin, kan med tiden blive en stor busk, og den sælges sågar som et lille træ med kort stamme.
Har man kun en lille plads - eller kan man ikke skabe læ oppe i de højere luftlag, har “Rødkælken” dog fået en unge - en dværgform - som meget passende sælges under navnet ‘Little Red Robin’.

Bliver du for alvor bidt af glansmisplen og har du en rigtig dejligt lun og beskyttet have, kan du “gå på jagt” efter nogle af de helt specielle af slagsen med krøllede, frynsede, brogede eller marmorerede blade for ekstra wow-effekt.

Pieris pynter…også om vinteren.

Pieris har ikke et officielt dansk navn, men ses dog undertiden med kælenavnet “Japansk konvalbusk”. Oftest kaldes den dog ved sit botaniske navn.

Pieris er en lille fin, stedsegrøn busk, som tilhører lyngfamilien.
Dette er ikke umiddelbart indlysende, når man ser de blanke, aflange blade, som kan være mørkegrønne eller dekorativt hvidrandede.
Først når den ældre busk blomstrer, kan man med lidt god fantasi godt se, at den enkelte blomst har en vis lighed med klokkelyngens blomster - hvis altså klokkelyng havde blomster der var 6-8 gange større og sad 30-50 sammen i store toppe.

Pieris blomstrer i hele april måned, men allerede i september året før, er blomsterknopperne dannet og overvintrer på busken som store, dekorative toppe.
Når de springer ud, kan de være hvide, rosa eller mørkerøde alt efter sorten.
De er papiragtige at røre ved, og dufter sødt som farmors creme eller ansigtspudder, og tiltrækker humlebier og andre sultne insekter.

Men fornøjelsen er ikke overstået med blomstringen - for efter endt blomstring kommer de nye blade frem og de betragtes ofte som plantens største pryd, blanke og røde som de er, når de bryder frem.
Efter midsommer skifter de farve og når gennem mange nuancer af bronze og lime til den blivende farve.

Pieris plantes bedst i en muldrig, veldrænet og let sur jord, hvorfor man ofte ser dem brugt som variationsplanter i surbundsbede.
De vil gerne have læ og halvskygge til skygge, i det mindste for morgensolen, så ikke de nye røde blade svides af vind eller sol.

Kristtorn med og uden torne..

Kristtorn kendes normalt på de blanke blade med den tornede rand - men de rummer også nogle overraskende varianter, helt UDEN torne. 

Den lille dværgkristtorn 'Convexa' ligner ved første øjekast en slags buksbom, indtil du ser nærmere på bladene - eller opdager de mange små sorte og blanke bær. Bladene er også blanke, og fint buede, som skebladet på en lillebitte ske. 

Dværgkristtorn lader sig klippe og forme nøjagtigt som en buksbom. I områder, hvor buksbommene angribes af buksbomhalvmøl, kan man derfor med fordel rette blikket mod den søde lille blanke “krist-uden-torn”.

Hvad ‘Convexa’ ikke har, har ‘Ferox argentea’ derimod i overflod: den er SÅ tornet, at der ikke er plads til alle torne langs bladranden, så den må tage selve bladet i brug også.
Hvert enkelt blad er tornet som et pindsvin og pyntet med fine, hvide tegninger. Ikke to blade er ens, og den lyser rigtigt op i et skyggefuldt hjørne, eller under et større træs krone, ligesom de øvrige hvidmønstrede kristtorn kan gøre, da de er fint skyggetålende.

Er du mere til guldgult end til hvidt, så se nærmere på de mange gulbrogede og gulrandede typer af kristtorn - eller måske den helt grønbladede ‘Bacciflava’? 

Her sidder guldet i bærrene, for ‘Bacciflava’ får varmt gule bær i massevis, hvis blot der er en hanlig sort i nærheden til bestøvning.

Det gør sig nemlig gældende for de fleste kristtorn, at de er helt eller delvis “særbo”: Hanblomster og hunblomster sidder på hvert deres træ og man behøver mindst een han i nabolaget, for at se bær på hunnerne.

Der findes dog et par sorter, som mere eller mindre kan klare sig “på egen hånd” - det drejer sig om den høje, grønbladede ‘Pyramidalis’ og den moderat voksende ‘Blue Maid’. Sidstnævnte tilhører gruppen af såkaldt “blå” kristtorn.

Blå er de dog ikke, men de har et metallisk purpurblåt skær over bladene og de unge skud, der til en vis grad kan retfærdiggøre navnet.

"Kristtorn", som ikke er kristtorn..

Ser man kun de afskårne blade i en dekoration, kan mahoniebuskens blade nemt ligne kristtornblade, blanke og læderagtige som de er.
I udspring og i kolde vinterperioder er bladene smukt rødtonede - og i reglen med fint tornet rand. 

Ser man busken i fuld figur, er der dog sjældent tvivl om, at det er noget HELT andet, man står overfor. En lille, tæt og rund busk - eller en slank, aparte og næsten palmeagtig plante….er det virkelig den samme art?
Ja, det er det - og det ses, når de blomstrer i det tidlige forår.
De duftende blomster sidder mange sammen og former lange blomsterspyd på de slanke bealii-typer, og tætte buketter på de runde aquifolium-typer. 

Blomsterne søges af især humlebidronninger, der rigtigt forsyner sig med føde, efter en lang vinters dvale, og resultatet af deres besøg ses senere på året, når buskene står fulde af blå bær.

Bærrene er spiselige, syrlige og vitaminholdige, og kan endda laves til marmelade eller grød, hvis man har lyst. De giver også fin farve på en lidt bleg rabarbergrød, så spis bare løs - eller efterlad bærrene til havens fugle, som æder dem med stor fornøjelse.
Er du ked af tornene? Så må du se på den tornfrie 'Soft Caress' med den næsten bregnelignende vækstform.

Stenved

Familien Stenved har også medlemmer, som ved både første og andet øjekast, kan forveksles med kristtorn på grund af de tornede blade, som ofte har flotte og iøjnefaldende tegninger i hvid eller forskellige gule nuancer. Sorterne ‘Goshiki’ og  ‘Tricolor’ giver den endda rigtigt gas med rosa eller bronzerøde nuancer om foråret, når de nye blade bryder frem.

Den “almindelige” stenved ser næsten kedelig ud i sammenhæng med sine mørkegrønne, glatte og læderagtige små blade…til gengæld har den massevis af små, jasminduftende, stjerneformede blomster.
I milde vintre kan man se den blomstre i vinterperioden, hen under jul. Hovedblomstringen kommer dog først i marts-april måned og varer til et stykke ind i maj.

Kan du li’ liguster?

Liguster? Er det ikke bare sådan en kedelig hækplante?

Jo, de færreste af de mange liguster, der hvert år plantes i danske haver, får lov at udfolde deres potentiale til at være prydbuske, fordi de plantes i rækker og klippes som hæk.

Men får de lov, så kan de blive fine, runde og velforgrenede vintergrønne prydbuske. I forsommeren blomstrer de med spidse blomsterstande af cremehvide, duftende blomster, som søges af bestøvende insekter i massevis - hvilket også mængden af blanke, sorte bær er bevis for. Bærrene er ikke egnede for menneskemaver, men forsvinder hurtigt i bærædende fugles næb.

Ønsker du et større, lysere og blankere blad, end på de normale hæk-liguster, skal du rette blikket mod Ligustrum ovalifolium, den storbladede liguster, som findes både i sin grønbladede naturform, men også i en lysende gulbroget navnesort, kaldet ‘Aureum’

Den storbladede liguster har ikke blot større blade, men også større blomstertoppe, som næsten ligner cremehvide dværgsyrener - og med god grund: Syren er tæt beslægtet med liguster.

Stedsegrønne paradisæbletræer...

...findes ikke.
Men de store, vintergrønne dværgmispel kan næsten få os til at tro på det, når de som fuldvoksne har udviklet sig til flerstammede, mindre træer, der vinteren igennem står smækfuld af store, røde bær.
Især i ældre haver ser man sådanne træer af især sorten ‘Brandkjær’ men også af pilebladet dværgmispel ‘Floccosus’ med de lange, smalle blade. 

Begge har lange grene med overhængende spidser, læderagtige, mørkegrøn­ne blade og cremefarvede blomster, der udvikler sig til store røde bær i dekorative klaser.
Bærrene er også læderagtige og skal have frost nogle gange, før havens fugle sætter næbbet i dem. De er ikke spiselige for mennesker og smager heller ikke så man får lyst til at sætte dem til livs, melede og sure som de er.

Ser du lyse glimt blandt de mørkegrønne blade, og de røde bær?
Så er det i stedet en ærværdig gammel grå dværgmispel. Den viser nemlig sine dunede lysegrå bladundersider frem, når vinden ryster de tynde grene.

Undertiden kan man også møde Cotoneaster lacteus med de endnu større blade og de mælkehvide blomster. Den er knapt hårdfør og skal ikke have den mest udsatte plads i haven.

Med rynker og grå hår…

I selv den koldeste vinter står rynkeblad grøn og standhaftig med "rynker og grå hår"
Den kommende sommers blomster er allerede dannet i efteråret, og for en sikkerheds skyld er knopperne pakket i fin gråbrun “pels” af små korte filthår, nøjagtigt som de der dækker både de unge skud og de etablerede blades undersider.

Rynkeblad er en dejlig, hårdfør og let dyrkelig busk, som uden at beklage sig vokser og trives selv langt ind i skyggen, hvor den viser glimt af bladenes sølvagtige underside, hver gang det blæser.
De store blade er også holdbare og fine i dekorationer - og vil du hellere have små blade, så klarer rynkeblad også dén udfordring med den småbladede navnesort ‘Pragense’.

Gå ikke “i sort” om vinteren - plant vintergrønt!

Husk, at du kan plante alle dage, hvor jorden er fugtig og blød, selv hvis der kommer nattefrost allerede samme aften.  Så længe jordtemperaturen i rodzonen er over 6-7 grader, er der aktiv rodvækst, ligesom rødderne naturligvis vil forsyne plantens vintergrønne top med vand, selv på kolde dage…hvis ellers der er vand til rådighed! 

Efter tørre, blæsende kolde dage med høj sol, kan vintergrønne planter sagtens mangle vand. Så må du hjælpe dem med en kande vand, så snart der igen er plusgrader.
Alternativt kan dine smukke vintergrønne ende op med kraftige svidninger, som det kan tage dem lang tid at overvinde.
Har du været uheldig med vejret og modtager dine planter netop som jorden er frosset og der ligger sne i haven? Læs her, hvordan du bedst hjælper planterne indtil de kan komme i jorden!

Ønsker du assistance til planlægningen af DIN farverige have - eller har du andre havespørgsmål?
Så spørg gartneren! De gode råd er gratis hos Plantetorvet.