Plantetorvet.dk
Indkøbskurv
Din kurv er tom

Hvad kan du forvente af dine nye slyngplanter?

Slyngende og rankende planter pynter i både store og små haver - og gør haven mere klimavenlig.
Brug de rankende og slyngende på stativer til at skabe højde i et ellers fladt bed, på pergolaer for at skabe rumfornemmelse -  eller til at forvandle en ellers kedelig krog, carport eller murflade til et smukt, grønt område. 

Men hvor hurtigt går det - og hvad kan vi forvente af planterne når vi modtager dem?

Hvordan vokser slyngplanter?

Slyngende og rankende planter har dybest set kun deres vækstform til fælles - og ofte ikke engang dét: Nogle klatrer ved hæftehår eller små "sugekopper", andre ved slyngtråde.  Atter andre igen ved at sno unge skud om alt indenfor rækkevidde. Slyngroser slynger reelt slet ikke og må bindes til espalierer, hvis ikke de må vokse som naturen byder dem med lange, rankende buede skud, som bruger tornene til at hage sig fast i grenkløfter og på den måde nå til tops i buske og træer.
Læs her, om slyngplanternes  mange måder at "komme til tops på"


Og hvor hurtigt går det?

Hvor hurtigt det går, før den nye slyngplante er højt til vejrs i træer eller på stativer og vægge, bestemmes af to ting.
Planternes arveegenskaber bestemmer, hvor hurtigt de KAN vokse under optimale vilkår - men voksestedet og haveejerens pasning, afgør hvor hurtigt det reelt går.
Man skal altid påregne en sæson til etablering, før det begynder at gå rigtig stærkt, men derefter kan de alle vokse adskillige meter på en enkelt sæson, blot de får opfyldt deres krav til livet.

I produktionsplanteskolerne, hvor forholdene er optimale, må man derfor klippe de mange slyngplanter tilbage på ugentlig basis, for ikke at ende med een stor sammenfiltret og usælgelig klump af ranker.
Du skal derfor ikke fortvivle over at modtage en lille ny slyngplante, som næppe er over 30 cm høj - den har bare lige været "hos frisøren" inden den blev ekspederet, og skal nok indhente det lynhurtigt, når blot du hjælper den på vej med de korrekte vilkår - som kan variere utroligt meget fra art til art!

Blåregn elsker en solrig plads og en veldrænet jord, i modsætning til clematis, som oprindeligt er skovplanter og derfor ynder at have rødderne i dyb og kølig skygge i muldrig jord som den vil være under store træer - og den blomstrende top oppe i solen, efter at have klatret hele vejen op gennem træets krone.
Uanset hvad planterne ønsker sig må vi forsøge at skabe disse forhold på voksepladserne, for at få den bedst mulige trivsel og vækst - eller acceptere, at de trives mindre optimalt.
Du kan læse mere om, hvordan du planter korrekt her. Desuden kan du læse, hvordan du passer slyngplanterne, så de vokser sig store og tætte så hurtigt som muligt her.  


Topløse planter?

På grund af den tidligere nævnte proces med regelmæssig tilbageklipning i produktionen - og på  grund af planternes natur - kan slyngplanterne se meget forskellige ud, alt efter på hvilket tidspunkt af året du køber dem. Ved køb udenfor vækstsæsonen, vil løvfældende slyngplanter derfor ankomme uden et eneste blad - eller for den sags skyld: uden en blomst.

Nogle slyngplanter starter væksten helt fra bunden hvert år - dette er tilfældet for alle humleplanter og også for nogle af de sartere, sent blomstrende clematis.
Derfor kan det ske, at du ved køb om foråret modtager en slyngplante helt uden top: Vi kan ikke ændre på planternes natur. Derfor vil de løvfældende planter hvert år miste bladene om efteråret, de staudeagtige vil hver vinter visne helt ned til jordoverfladen - og de slyngende og rankende planter vil finde en vej at komme til tops på - også selv om vi kunne tænke os noget andet.

Har du brug for råd til haven?  Spørg gartneren