En blomstrende hæk - så bliver det ikke dejligere eller mere sommeragtigt - men hvilken hæk skal det være? Skal det være en hæk med hvide blomster eller er du til de stærkere farver? Klippet hæk eller uklippet? Høj eller lav?
Vi har samlet et stort udvalg af forskellige blomstrende hække til haven, så du nemt kan finde en variant, der passer ind i netop din have.
(billedet viser uægte jasmin, Philadelphus 'Lemoinei')
Du kan se hele udvalget af hækplanter her.
Lav hæk. Har du ikke brug for en mandshøj hæk, men kan nøjes med 100-125 cm, hvis bare du får masser og masser af blomst? Så er det en ide at vælge buske som fra naturens side ikke bliver for høje og voldsomme. På dén måde skal du ikke klippe hækken for meget og for tit for at holde den i den ønskede størrelse.
En lav, blomstrende hæk er en smuk måde at dele haven op på - f.eks. som afskærmning af terrassen, kant om større bede - eller som markering af overgangen mellem køkkenhave og prydhave
Potentilla 'Abbotswood' danner en tæt og buttet, velforgrenet hæk med mange små, hvide blomster hele sommeren igennem, ofte helt til oktober måned. Bladene er små og i vækstperioden friskgrønne til grågrønne.
I efteråret får den lysende gule høstfarver. Grenene er tynde og lysebrune og i så stort antal at hækken ikke virker gennemsigtig, selv ikke i den bladløse sæson. Trives på alle jorder, som ikke er våde. Bedst på en lys plads.
Kræver ingen beskæring, men tåler både let studsning såvel som en hårdere beskæring om nødvendigt. Beskæring bør ske om foråret inden væksten starter for alvor.
Potentilla findes også i talrige andre farver, som er nøjagtigt lige så velegnede til en lille, blomstrende hæk.
Se udvalget her
Birkebladet Spiræa, således kaldet for sine små friskgrønne blade, der i udspring næsten ligner birketræets blade, giver også en dejlig lav og tæt hæk, selv under skyggefulde forhold.
Den bærer tætte, runde hoveder af små hvide blomster i juni-juli måned - og ofte endda lidt igen i september, mens de grønne blade skifter til deres dejlige rødgyldne høstfarver. Vokser under stort set alle lysforhold og trives på de fleste jorder, også de mere fugtige. Blomstringen og høstfarverne bliver dog bedst på en lys vokseplads.
Kræver ingen beskæring, men tåler både let studsning såvel som en hårdere beskæring om nødvendigt. Beskæring bør ske om foråret inden væksten starter for alvor.
Kan det ikke blive lyst og let nok, så findes Birkebladet spiræa også i sorten 'Thor Gold' som har lysende limefarvede blade i vækstperioden.
Kirsebærlaurbær 'Otto Luyken' Kirsebærlaurbær er af mange grunde populære som hække - men deres blomstring er sjældent en af grundene. 'Otto Luyken' er dog en undtagelse, da den blomstrer så rigt at det slet ikke er til at undgå at bemærke blomstringen, som i en kort periode næsten helt kan dække det stedsegrønne løv.
Blomstene er små og hvide og sidder mange sammen i buttede oprette stande, og spreder en let og fin duft omkring sig.
Otto tåler klipning med hæksaks, hvis der ønskes en slank hæk, eller en veldefineret form. Overlades den til sig selv, vil hækken blive bred og buttet.
Hortensia 'Annabelle' også kaldet “træagtig hortensia” er ikke spor træagtig, men tværtimod som en flødeskumskant af kæmpestore, runde hvide blomsterstande allerede fra midt i juni og til frosten stopper ballet i oktober.
Bladene er store og friskgrønne gennem vækstperioden, og får lysende gule høstfarver til efteråret. De tørre blomster er dekorative og sidder på planten vinteren over, med mindre du beslutter at bruge dem til en tørret dekoration i stuen. Trives på lyse eller let skyggede pladser, gerne på god havejord i læ for den værste vind, så at ikke de store blomsterhoveder tager skade.
Blomstrer på de nye skud, hvorfor ældre hække kan klippes helt ned om foråret, uden at du mister en eneste blomst....men privatlivet får det selvfølgelig lidt trangt i perioden umiddelbart efter en sådan radikal foryngelsesbeskæring. En let udtynding blandt ældre skud giver plads til nyvækst uden at fjerne hækkens hovedfunktion.
Rose 'Schneewitchen' Med sin slanke, men velforgrenede vækstform og de næsten tornløse grene, er Schneewitchen ualmindeligt velegnet som en lav rosenhæk. De store hvide blomster kommer næsten uafbrudt fra sankthans til frost.
En så rig blomstring kræver naturligvis sit, så giv Schneewittchen en lys plads i god jord - og sørg for, at den hverken mangler vand eller gødning.
Kræver ikke beskæring. Ældre hække kan dog med tiden blive bare forneden, hvis ikke de beskæres. Det anbefales at skære ældre grene tilbage i april, inden væksten starter, for derved at give plads til nye, unge skud.
Skal der andre farver til, er mange af de dejlige buketroser velegnede som lave hække.
Potentilla 'Goldfinger' er den klassiske lave hæk, når der tales gule blomster - og af gode grunde. Ingen er så hårdfør, let passet og blomsterrig som denne. Blomstringen starter allerede i juni, og der kommer nye blomster hver dag, indtil den første nattefrost.
Bladene er små og i vækstperioden friskgrønne til grågrønne. I efteråret får den diskrete gule høstfarver. Grenene er tynde og lysebrune og der er så mange, at hækken ikke virker gennemsigtig, selv ikke i den bladløse sæson.
Kræver ingen beskæring, men tåler både let studsning såvel som en hårdere beskæring om nødvendigt. Beskæring bør ske om foråret inden væksten starter for alvor.
Skal det være endnu lavere, har Goldfinger en lillebror i sorten 'Kobold' som kun bliver omkring de 60 cm høj, men blomstrer mindst lige så rigt som gamle Goldfinger.
Perikon 'Hidcote' bliver en lav og bred hæk, som endda er så elskværdig at beholde lidt af løvet om vinteren. I højsommer og eftersommer kan busken være næsten dækket af de mange, store solgule blomster med de lange støvdragere som en lille “kost” i blomstens midte. Planten søges af mange nytteinsekter, der bestøver blomsterne. Tåler hård beskæring i foråret, uden at blomstringen påvirkes.
Japankvæde 'Crimson and Gold', når du bare ikke KAN vente længere på forår, så blomstrer ‘Crimson and Gold’ med de rødeste røde blomster. Efter endt blomstring springer de grønne blade ud - og i eftersommeren får du glæden ved de talrige spiselige gule frugter, der dufter som en hel æbleplantage.
Kan klippes med hækklipper, hvis der ønskes en skarp facon på hækken. For ikke at klippe ind i frugter, anbefales at klippe lige efter blomstringens ophør.
Alternativt kan ældre grenpartier blot udtyndes ind i mellem. Blomsterne kan drives frem indendørs, hvis beskæringen finder sted vinter eller forår.
Undertiden ses andre sorter i handlen, med orange, ferskenfarvede eller hvide blomster.
Hortensia 'Bella' Med sin runde vækstform og mange, store mørkerøde blomsterhoveder, danner ‘Bella’ en enestående hæk. Bedst på god og næringsrig jord. De store blomster kræver vand og gødning for at udvikle sig optimalt.
Blomstring fra juli til frost. De tørre, papiragtige blomsterstande sidder på busken vinteren igennem. Blomstrer udelukkende på ældre grene, hvorfor forsigtig beskæring tilrådes. Fjern kun tørre blomsterstande og eventuelle døde smågrene.
Vil du hellere have blå blomster? Eller lyserøde? Se udvalget af havehortensia her
Fuchsia 'Georg' Ønsker plads til siderne, da buskens utallige blomster tynger de tynde grene ned og bidrager til buskens yndefulde form. Starter væksten sent om foråret - men blomstrer til gengæld uden stop fra juli til frost. Undertiden ses små blåsorte bær, der er spiselige men uden megen smag.
Spirea 'Anthony Waterer' Rød eller pink, pink eller rød? Farven afhænger af øjet der ser, for de store flade skærme af dunede magentarøde blomster opleves forskelligt afhængigt af betragteren og af blomsternes udviklingsstadium.
Masser af blomster er der dog - lige fra juli til september. Når blomstringen er på sit højeste er buskens smalle grønne blade næsten skjult under blomsternes skærme. Høstfarverne er rødgyldne og fremhæver de tørre frøstande, som er mørkebrune. Nænner du det, kan skærmene tages ind og bruges i dekorationer. Væksten er opret og tæt.
Kan du ikke få farver nok? Så kig på 'Double Play' typerne som har spændende løvfarver
Spirea 'Little Princess' Når prinsessen i højsommeren står i fuldt flor, kan man vitterligt ikke se buskens små lysegrønne blade for bare blomster. Blomstringen varer fra juli til september og efterfølges af fine gyldne høstfarver. Prinsessen har en søster med lysende limefarvet løv - hun hedder Golden Princess og er nøjagtigt så blomsterrig som den originale prinsesse.
Rose 'Bonica' - den yndigste hæk om terrassen? Meget rig blomstring fra juni og til sent på efteråret. Blomsterne er middelstore og halvfyldte.
Bonica kræver ikke beskæring. Ældre hække kan dog med tiden blive bare forneden, hvis ikke de beskæres. Det anbefales at skære ældre grene tilbage i april, inden væksten starter, for derved at give plads til nye, unge skud.
Skal der andre farver til, er mange af de dejlige buketroser velegnede som lave hække.
Den rigeste blomstring opnås på en lys plads i god jord - og sørg for, at din rosenhæk hverken mangler vand eller gødning.
Skal privatlivet sikres mod indkig - eller kræves der læ i haven? Så er det ofte nødvendigt med en lidt højere hæk. kan den endda blomstre, så er havelykken gjort. Husk at hækken ikke behøver at være stedsegrøn, for at give læ og ly året rundt.
De mange små grene danner fremragende læ, og standser fremmede blikke, så også privatlivet er intakt uden blade om vinteren. Mange løvfældende hække giver endda en “ekstra omgang” i efteråret, hvor deres høstfarver giver farve og blikfang i haven.
Sargentsæble er det oplagte valg, hvor du ønsker en høj og vindstærk blomstrende hæk. I maj-juni er hækken dækket af først de rosa knopper, siden de duftende, hvide æbleblomster.
Efter blomstringen, hvor kronbladene falder som sommersne, dannes de utallige små bær-æbler. Vi mennesker synes, at de er sure, men solsorte og andre drosselfugle spiser dem som slik i løbet af efteråret, når de er fuldmodne og orangerøde.
Høstfarverne er lysende gule i fin kontrast til æblernes røde farve. Sargentæble blomstrer rigest som uklippet, men kommer også til at fylde godt i bredden, hvis den får lov, så mange steder vil man foretrække at holde den klippet. Det lader sig også fint gøre, blot den ikke klippes for smal.
Uægte jasmin kendes også under navnet pibeved - men jasminnavnet beskriver bedre den duft, der breder sig i hele haven, når hækken blomstrer. Sød og kraftig, som den fineste parfume med et strejf af friske jordbær, bølger duften gennem haven. Mange kender den fyldtblomstrende sort 'Schneesturm' hvis blomster næsten ligner små hvide roser - den kan også anvendes som hæk, men kun hvis du har god plads, for den kan blive stor og bred.
De lidt mindre sorter med tyndere grene er nemmere og mere velegnede som hæk. De bør klippes, så de er bredest ved jorden og smallest i toppen - på den måde bliver blomsterne jævnt fordelt over hele hækken.
I efteråret får bladene fine rødgyldne farver, inden de falder.
Buketspirea er en gammel kending fra de store landbohaver. Når den står dækket af de mange hvide blomsterhoveder, er det næsten umuligt at se de små grønne blade.
Som de fleste spirea blomstrer den bedst som uklippet. Det forhindrer dog ikke, at du kan have den som klippet hæk, blot den ikke klippes for smal eller for lodret. En klippet spireahæk bør være smallest foroven og bredest forneden. Det giver den flotteste fordeling af blomsterne og den mest stabile hæk.
I eftersommeren tændes der bål i buketspirea, for inden løvfald flammer de små blade op i kraftigt orangerøde farver.
Buketspirea har nære slægtninge, som også danner fine blomstrende hække.' Grefsheim' er kendt som “snedrivebusken” på grund af sin fine, bløde og overhængende vækst. 'Snowmound' har nøjagtigt samme type af blomster - hvide og i lange buede “haler” - men har stivere grene, som giver en mere fast hæk. Begge får fine høstfaver i den gyldne og røde farveskala.
Liguster 'Liga' kan sandelig også blomstre! Den helt almindelige ligusterhæk med de smalle, vintergrønne blade, afslører i maj-juni sin familiemæssige relation til syrenen, når den på ikke alt for kortklippede hække åbner masser af små flødehvide blomster i spidse toppe. Ikke bare er de en pryd, men de dufter også sødt og dejligt og søges af talrige nytteinsekter for især pollen.
Resultatet af insekternes besøg ses i eftersommeren, når der pludselig er sorte bær i hækken. Disse er ikke spiselige for mennesker, men spises hurtigt af alle havens bær-ædende fugle.
Ønsker du at undgå bærsætning i din hæk, kan du klippe den første gang lige efter endt blomstring.
Surbær danner en dejlig, robust og farverig hæk, som giver liv i haven flere gange på et år. Først når de nye blade bryder frem, blanke og kobbebrrøde, kort herefter når de hvide blomster springer ud og dækker busken med et hvidt slør af blomst.
Senere modner de sorte bær, som er en delikatesse for både mennesker og fugle - og endelig kommer høstfarverne i september, hvor hækken står glødende rød lige til bladene falder når nattefrosten begynder at sætte ind.
Surbær danner naturligt en bred og tæt hæk med afrundet top. En hæk af surbær bør ikke klippes for smal, da det går ud over både blomstring og bærsætning og hækkens stabilitet.
På grund af planternes ensartede udvikling, bliver hækken ofte meget velformet som uklippet. Uklippede hække kan med års mellemrum foryngelsesbeskæres ved at skære op mod 25% af de ældre grene kraftigt tilbage, så der er plads til nye unge skud. Ønsker du en klippet hæk af surbær, bør den af hensyn til eventuelt snetryk formes, så den er bredest forneden og smallest foroven.
Hermed sikrer man også at der kommer lys til bunden af hækken, så at den forbliver frisk og grøn helt ned til jorden.Når du klipper dine surbær, er det en god idé at tjekke hækken for fuglereder. Surbær danner tætte buske med mange grenvinkler, hvor det er oplagt at placere en rede. Derfor anbefaler vi at du klipper udenfor yngleperioden.
Syrenhortensia blomstrer som ingen anden, men kræver et godt forhold til naboen, så I godt at I kan leve med en let åben hæk i en måneds tid efter forårsbeskæringen, hvor de mange store, tørre blomsterstande klippes af, og der tyndes ud mellem de ældste grene, så der bliver plads til det kommende års nyvækst.
Selv i skyggen udgør syrenhortensia en helt fantastisk blomstrende hæk, og de mange sorter findes i skiftende lyse farvetoner fra den helt snehvide, over den lysegrønne og til den kraftigt rosa.
I aftentimerne dufter de store blomsterskærme sødt og behageligt, især typerne med åbne blomsterstande.
De kraftigt voksende sorter af syrenhortensia opnår nemt den højde, der er nødvendig for en normal skelhæk, og vil vokse og bære blomst fra juli til november. Som ekstra bonus vil de endda stå smukt med de tørre blomsterstande lige til foråret, hvor I hjælpes ad med den nødvendige forårsbeskæring.
Forsyhtia - så bliver det næsten ikke mere gult! De kraftigt voksende sorter er velegnede især som uklippede hække, hvor deres overhængende vækst giver blomster “helt ned til jorden” - når ellers der er plads. Forythia er en dejlig hårdfør busk, som ikke stiller de store krav til tilværelsen, blot der er lys og ikke alt for vådt om rødderne.
I efteråret får forsythia meget smukke høstfarver i rødbrune og orangerøde nuancer. Grene med knopper kan drives i blomst i vaser indendørs allerede omkring nytår - og er der en hel hæk at klippe af, kan vi roligt tage store buketter.
Kirsebærkornel ses alt for sjældent i danmark. Som hæk er de endnu sjældnere brugt, men når man ser dem, bliver man målløs: Allerede i marts og april summer hækken af liv, når humlebiens dronninger og de første tidlige bier søger deres føde i de utallige små gule blomster, der sidder som kvaster overalt i hækken. Når bladene springer ud er hækken rolig og grøn sommeren igennem, for så at fyre op for farverne igen i efteråret, hvor de røde spiselige frugter sidder mellem glødende orangerøde blade.
Hækken blomstrer rigt selv som ret smalt klippet, og er en dejlig stabil hæk, som tåler både vind og snetryk
Er der plads til siderne - og må der være torne? Så se på de store parkroser - eller buskroser, som de også kaldes. De er en bred forsamling af gamle og nye roser, hvis fællestræk er, at de bliver middelstore til store buske, snarere end små nette bedroser.
De kan med fordel bruges i stedet for en prydbusk i haven - enkeltvis eller gruppevis - eller de kan anvendes som hele hække.
Når buskroserne står på blomstringens højdepunkt, kan de være som duftende skyer af blomst, der helt dækker buskens grønne blade.
Mange buskroser blomstrer bedst på gamle grene, så de må ikke beskæres for hårdt - så kan du gå glip af en hel sæsons blomstring.
Forsigtig udtynding af ældre grenpartier, så der bliver plads, lys og luft til de nye skud - dét er vejen frem for parkroserne.
Vil du vide mere om blomstrende hække? Så læs artiklen om uklippet hæk her
Fandt du den hæk du ønskede dig? Ellers spørg gartneren - vi er fulde af gode ideer og råd. Helt gratis.