Rabarberplanten er en kendt plante i de danske haver. Den pynter smukt med sin flotte røde farve og smager skønt i de søde og salte køkken. Haverabarber vandrede i årevis mellem haverne som foræringer og mange sorters oprindelse og herkomst fortaber sig i fortidens tåger.
Der findes mange forskellige sorter af rabarber. I moderne tid deler man med større eller mindre konsekvens rabarber op i grupper efter deres farver og syreindhold, samt efter dyrkningsmulighederne.
I kategoriseringen har man arbejdet ud fra den gamle og pålidelige haverabarber ‘Victoria’ og gjort den til standarden som man herefter sammenligner alle øvrige sorter med.
Er udseendet vigtigt, skal du i stedet kigge på sorterne med smukke røde stilke, som kan give en flot rød kompot eller grød.
Når du skal plante rabarber, bør det gøres i en helt almindelig, næringsrig muldjord, hverken tør eller våd. De bør stå et lyst til halvskygget sted og gerne i læ, da plantens store blade ellers fordamper virkeligt meget vand.
Udtørring kan give trevlede rabarber, eller sætte væksten helt i stå.
Køber du din rabarberplante på en planteskole, bør den plantes i din have i samme dybde, som den har stået i potten.
Deler du om foråret en gammel plante, bør de ikke genplantes dybere end de har vokset før: knopperne skal være lige i jordoverfladen.
Selv om det kan være svært, bør planterne have et helt vækstår i din have, før du begynder at trække af de røde delikatesser: Det er vigtigt for plantens etablering at den får lov at beholde så mange grønne blade som muligt i det første år på et nyt voksested.
De rabarber vi har i haverne er langt fra den oprindelige vilde rabarber, hvis indhold af oxal- og æblesyre er så højt at hele planten betragtes som giftig.
På vore dyrkede rabarber, er det blot de grønne blade vi skal undgå at indtage - og ikke kun fordi de ikke smager godt.
Bladenes indhold af oxalsyre er nemlig så højt, at de kan udgøre en forgiftningskilde,.
Drivrabarber ‘Timperley Early’ ses undertiden betegnet som “vild rabarber” - men den er lige så “tam” som de øvrige sorter og dens velsmagende stilke kan spises uden risiko for helbreddet.
Når der er udviklede stilke på etablerede planter i god vækst, kan vi trække op til 30% af dem. Hvornår dette tidspunkt indtræffer bestemmes oftest af naturen - der skal nemlig være lidt varme i jord og luft, før rabarberen vågner og strækker sine stilke.
Nogle sorter er lidt tidligere på den end andre - f.eks. vågner den gamle ‘Victoria’ altid før den knaldrøde ‘Frambosen Rood’ - og den allerførste til at vågne er ‘Timperley Early’.
Dette kan udnyttes af os mennesker - vi kan nemlig “drive” rabarberen og narre den til at sætte stilke før tid.
Drivning sker lettest ved at anbringe en omvendt spand over en eller flere planter, men det er også muligt at købe deciderede drivklokker, som er noget mere dekorative og giver mulighed for at fjerne klokkens top og dermed få ekstra længde på stilkene, når bladene kan brede sig ud over klokken.
Drivning er dog hård ved planten og bør ikke udføres flere år i træk på samme plante.
Rabarber skal “trækkes” så at hele stilken kommer med, inkl. den lyse “fod”. Skærer man stilkene af, kan man åbne indgangsveje for svampesygdomme. Alle rabarberens grønne dele er uspiselige
Rabarber anvendes traditionelt i det søde køkken, men er også et godt tilbehør til kødretter. Mormors stegte kylling med skilt sovs, nye kartofler og rabarberkompot er en delikatesse, som ikke bør gå i glemmebogen. Har du rigeligt med stilke, kan du også lave en dejlig krydret rabarberchutney: perfekt til vinterens karryretter.