Plantetorvet.dk
Indkøbskurv
Din kurv er tom

Rosenbed for biodiversiteten - er det muligt?

Vi er så småt begyndt at forstå det: Vi mennesker står på skuldrene af utallige småbitte organismer - forsvinder de, så mister vi fodfæstet.
Derfor vil mange haveejere gerne plante for en bedre biodiversitet...men samtidig vil vi gerne beholde i hvert fald en del af vore kulturplanter.
Roserne, for eksempel.

Kan det overhovedet lade sig gøre at plante roser i haven, som også er til glæde for andre end os mennesker og kan de overhovedet være til nytte for biodiversiteten?
Dét kan de - og resultatet kan blive endog overordentligt smukt!


Klassisk med fornyelse

Det klassiske rosenbeds udseende kender vi alle: Høje, storblomstrende roser i mængde, kant af lavendel, bar jord under roserne  - måske en sky eller tre af brudeslør mellem rosengrupperne.

Men ingen siger jo, at det er sådan et rosenbed SKAL se ud. Det kan blive meget mere frodigt og meget lettere at passe, hvis der er et godt lille bunddække under roserne - eller hvis vi vælger roser med en naturligt udbredt vækst, så de SELV kan agere bunddække i bedet. Overvej derfor buketroserne og bunddækkeroserne med dejlig bred vækst og enkelte, dobbelte eller halvfyldte blomster, frem for stærkt fyldte og fågrenede storblomstrende.


Lavendlerne kan vi godt beholde, hvis vi vil - for dem er der mange insekter som er glade for.
Sommerfugle, svirrefluer og bier sværmer om lavendlerne og spiser deres søde nektar.
Men vil vi lave et “vildere rosenbed” var det måske en ide at se på nogle af de naturligt hjemmehørende planter, der trives sammen med roserne og giver endnu bedre muligheder for alle havens små væsner at trives i?


Fra grøftekant til have

Grøftekantens rølliker har ligesom lavendlerne æteriske olier i blade og stilke, hvilket enhver der nogensinde har plukket grøftekantsbuketter, kan nikke genkendende til: Bladene har en dejlig, krydret duft.

Blomsterne tilhører skærmblomstfamilien, hvilket gør dem meget attraktive for fødesøgende insekter - og rølliken er endda værtsplante for flere spændende smådyr som Røllikeblomstervikler, Brun bjørnespinder, Rødfrynset bjørn og en række andre natsværmere og pragtugler.

Røllikens små blomster tiltrækker generelt mange insekter: svirrefluer, bier, sommerfugle, biller og de smukke bladtæger.
Guldøje, svirreflue og mariehøne betragtes som rovinsekter, men spiser også med glæde pollenkorn - og lever endda længere med en diæt hvori indgår pollenkorn, end hvis de kun skulle leve af bladlus.

Der er med andre ord en rigtig god grund til at have rølliken som følgeplante til roserne, for hvor rovinsekterne trives, vil de også yngle og lægge æg.  Æg, der klækkes til larver, som æder bladlus - så jo flere guldøjelarver, svirrefluelarver og mariehønselarver du har på området, desto mindre vil dine roser blive plaget af bladlus!


Er der flere?

Ja, det kan du lige tro, der er: Oregano/merian, timian, sankthansurt og andre stenurt. Blåhat, scabiosa, natvioler, krybende læbeløs, skovjordbær, visse typer af hjemmehørende storkenæb, kællingetand, kattehale, høgeurt, violer og mange mange flere kan anvendes som bund- eller kantplante - eller som den lille “pause” mellem de storblomstrende roser, som brudeslør udgjorde i det klassiske bed.

Savner du den høje, lette hvide “sky” i bedet, som brudesløret udgjorde, kan du overveje kæmpeslør i stedet. Den er godt nok ikke hjemmehørende, men dens små, lette hvide blomster er attraktive for mange insekter….og de sommerfugle, hvis larver naturligt lever på kålfamiliens planter, finder også hurtigt ud af, at kæmpeslør er en god værtsplante.


Men roserne?

Det er meget godt med følgeplanterne - men hvad med roserne?
De fleste vilde roser har en ganske kort blomstringstid og bliver tilmed meget store buske, eller slyngende/rankende planter, der kan klatre metervis til vejrs i et træ, hvis de får lov - så det skal de naturligvis have lov til, dér hvor der er plads!
Hybrida og Aksel Olsen er  oplagte slyngroser til en naturvenlig rosenhave - duftende, skyggetålende og næsten tornløse som de er. De blomstrer ganske vidst "kun" i 4-6 uger - men hele haven synger i den periode. Efter endt blomstring kommer der masser af småbitte hyben: vinterfoder til havens fugle!

Ønsker vi os længere blomstringstid og større blomster - og har plads til de store roser, er mulighederne utallige: Buskroser som som ‘Aicha’Nevada’ 'Applejack' og 'Marguerite Hilling' kan sagtens tage plads mellem havens prydbuske - og hvor der er plads til en slyngrose, boltrer 'Valdemar''Wild Rover' ‘New Dawn’ , Trier, 'Camelot' og 'Pauls Himalayan Musk' sig gerne i højderne, fyldt med dobbelte, duftende blomster til stor glæde for os alle.

Lavere, tak!

Men nede på jorden i prydhaven, hvor vi gerne vil have et rosenbed, som blomstrer og blomstrer lige til frost, og hvor roserne ikke vokser helt op i himlen - er der da roser, som er til glæde for andre end os mennesker?
Ja - det er der da! og heldigvis for det.
De mange fine lave roser med halvfyldte eller enkelte blomster, tilbyder mængder af pollen og nektar til fødesøgende insekter. Især de insekter, som skal på lange rejser i efteråret, er glade for sådan en lille “motorvejscafe” som de sene roser udgør: her kan hentes et hurtigt måltid inden næste stræk.
Astrid Lindgren, 'Odyssey', Bonica, Schneewitchen, 'Bella Rosa', 'Burgundy Ice' - og mange mange andre dejlige buketroser med 10-25 kronblade, vil vise støvdragere og støvfang, når blot blomsten får lov at åbne sig helt.


Resultatet af insekternes fødeindsamling ses senere på året i rosernes udvikling af store eller små hyben - for mens insekterne spiser, flytter de helt ubemærket pollenkorn fra een rose til en anden - bestøvningens mirakel finder sted - og med det sidste hold blomst, vil der derfor være talrige hyben i de insektvenlige haveroser.
Også i køkkenhaven kan vi  sammen med havens insekter glæde os over blomstrende roser i 'Fru Dagmar Hastrup' - mens vi ser frem til vinterens hybenmarmelade!
Lad rosens hyben sidde, hvis ikke de skal i marmeladekrukken: Dels er de kønne, som små lygter i vinterens kolde tid - dels udgør de en dejlig fødekilde for havens fugle, når først frosten har blødgjort frugtkødet, så de mange fedt- og proteinholdige rosenfrø er let tilgængelige.


Helt i bunden

Blandt bunddækkeroserne- både de høje og de lave - ses talrige fremragende eksempler på halvfyldte eller enkelte roser, der ligefrem summer af liv sommeren igennem.
Overvej dem som lave hække mellem havens områder - eller som en helt fantastisk blomstrende og duftende kant mellem plæne og prydbuske!
Tommelise, Butterflies og Bassino er klassikere på området - men se engang de mange andre muligheder: Sedana, Alcantara, Innocencia, Loredo. Tvillingesorterne Heidefeuer og Heidetraum- eller de dejlige fra den danske rosenforædler Rosa Eskelund: 'I Need you' og 'Lars Lilholt' 

Fordelen ved de enkeltblomstrende og halvfyldte bunddækkere er også, at de er selvrensende: De visne blomsterblade falder af ved den mindste brise og du slipper for klumper af sammenklistrede våde og visne blomsterblade mellem de nyudsprungne.


Bedets sammensætning - de varme farver

Er du til de varme farver? Så se nærmere på rosen ‘Looking in Your eyes’ med de farveskiftende, åbne, let duftende roser. Et bål af orange, rosa og røde nuancer - smuk sammen med høgeurt, røllike 'Terracotta' og 'Paprika'- og måske den gule skælhoved får lov at danne højde i bedet sammen med en lille sky af aks fra de hjemmehørende græsser? Pibegræs, eller den lavere Mosebunke?
Glem ikke den yndige ‘Hansestadt Rostock’ - den honninggyldne 'Goldelse' eller den gamle ‘Westerland’ i det varme bed: De store orangegyldne blomster har nemlig mere end duft at byde på: En fin kvast af støvdragere ses i midten af den fuldt udsprungne blomst - og undlader man af fjerne afblomstrede blomster, vil den også danne hyben i eftersommeren.
Hansestadt Rostock og Goldelse er naturligt lave og buskede af vækst - men Westerland kendes normalt som en slyngende/rankende rose. Som mange andre af de moderne, storblomstrende slyngroser, kan den dog ved kraftig forårsbeskæring sagtens bruges som en høj bedrose.


Er du mere til den romantiske rosa farvepalet?

Så se på den yndige rose ‘Odyssey’ med de røde støvdragere, se på Astrid Lindgren, på Sommerwind og dennes mere gammelrosa mutation 'Sommer 2000'
Se på nogle af de ældre roser fra Poulsen - herunder en del af slotsroserne - og på nyhederne fra Roses forever: 'I am Grateful' eller 'Jim the Wiking' 

Plant martsvioler og skovjordbær som bundplanter og lad kattehalernes spir og baldrians skærme danne lette overstandere over rosernes afrundede former. Kantplanter i samme nuancer udgøres af oregano, Blodrød Storkenæb - eller en lille række hvide og rosa sommerskyer fra lyse rølliker ‘Milly Rock Rose’ og den højere ‘Apfelblute


Lysere endnu!

Skal det være endnu lysere - til måneskinshaven der næsten bliver selvlysende hvid i tusmørket? Se på de smukke ældre rosensorter ‘Pernille Poulsen’ og ‘Jacqueline du Pre’ og den næsten helt tornfrie 'Schneewitchen' - eller de nyere sorter fra Rosa Eskelund i de helt blege og yndige nuancer: ‘Inger Forever'Elins Rose' og ‘Fru Nørby'
Selv nogle af de storblomstrende thehybrider kan komme med her: A whiter shade of pale og Royal Copenhagen passer perfekt i farveskemaet - og er så elskværdige at have den fineste gyldne kost af støvdragere i blomstermidten: Lige til at hente pollenkorn i.

Planter du hvide natvioler, sølvbynke og lammeører - hvide varianter af hjemmehørende storkenæb og lader de hvide fingerbølblomster og kongelys danne spir mellem roserne - ja, SÅ bliver det næsten ikke yndigere. Heller ikke set med insekternes små facetterede øjne.


Mørkt

Bliver det hele FOR blegt nu? Så har vi heldigvis både 'burgundy ice', 'rhapsody in blue', 'minerva' 'midnight blue' , som går helt over i det purpurfarvede, rødvinsfarvede og lilla.
Lige til at spise sammen med kvæsurtens små koglelignende eller fjerkostlignende blomster, de blåsorte aks af Blåtop - og naturligvis martsvioler i bunden.

Der er med andre ord næsten uanede muligheder for en naturvenlig rosenhave - og ingen siger, at du ikke må snige et par af de rigtigt fyldte haveroser med ind i bedet - det kunne bare mangle!

Er du rosenklar? Ellers spørg gartnerne! Vi elsker roser og er fulde af gode råd om både plantning, pasning og plantesammensætninger.