Rette græs på rette plads!

Prydgræsser er sådan et vidt begreb: en stor gruppe af mange forskellige græsser kun med dét ene til fælles, at vi mennesker synes de er kønne....når de trives!
Ikke alle græsser trives nemlig lige godt på de mange forskellige voksesteder, som vi mennesker kan finde på at byde dem.
De fleste haver har, hvad man kan kalde "helt almindelig havejord" som hverken er alt for våd, eller alt for tør. Med mindre andet nævnes herunder, vil græsserne vokse i de fleste jordtyper, blot der er lys til stede - gerne i form af direkte sol, men såkaldt vandrende skygge eller en let halvskygge giver også et fint resultat.

Læs med og kom godt på vej til succes med prydgræsser i haven.
 

Den lyse plads og den lette skygge

Staudehirse
Rishirse, staudehirse - eller Panicum. Undertiden ser man også navnet Præriehirse, hvilket giver et fingerpeg om, hvor den oprindeligt stammer fra.
Væksten på hirsegræsserne er uden undtagelse tæt tueformet. Højden er mellem 80 og 150 cm, alt efter sorten - og de vækstforhold den bydes.
Hirse trives rigtig godt på en let jord og etablerede planter tåler nogen tørke - men mærkeligt nok, også periodisk oversvømmelse.  Jorden må dog aldrig være permanent vandlidende - især om vinteren er hirsen ked af en våd vokseplads.

Elefantgræs
Elefantgræs er meget andet nu om dage, end da bedstemor var ung: Da fandtes der 2 sorter - den kæmpestore, udløberdannende 'Florindulus' og den mindre, mere kompakte og smalbladede 'Gracillimus'. Ingen af dem satte aks.
Nu om dage findes der utallige sorter som næsten alle står med de smukkeste fjerlignende aks fra ud på eftersommeren og til langt ud på vinteren. Aksene findes i mange forskellige farvenuancer, der spænder fra dybrøde og purpur, over gammelrosa, lysebrune og til de cremehvide, hvide eller sølvglinsende, ligesom der findes en elefantgræs til enhver vokseplads: Højden varierer fra sort til sort fra lille 'Yakushima Dwarf' på kun 80 cm og til store 'Malepartus' som nemt bliver mandshøj.
De moderne elefantgræsser har alle en tæt og tueformet vækst. De udvikler sig bedst på den lyse plads, men er mindre sarte med hensyn til jordens kvaliteter, blot der ikke er stående vand alt for længe af gangen.

Rørhvene 
Rørhvene kaldes undertiden også for sandrør, hvilket kan give et tip om, hvor den ønsker at gro: Den vil gerne have en veldrænet jord - men det behøver nu ikke at være sand, for som alle os andre, kan sandrør også meget nemt vænne sig til forbedringer i form af en lækker og næringsrig havejord.
Rørhvener har en overraskende slank, smal og næsten lodret vækstform, hvilket gør dem ualmindeligt dekorative i bunddække af lavere planter, eller blandt mere overhængende græsser. Rørhvener starter deres vækst dejlig tidligt om foråret og der derfor velegnede, hvor man næsten ikke KAN vente på at se nye grønne strå. Aksene er slanke, lette og meget fine. De varierer i lyse gyldne til kobberbrune nuancer.

Blåaks
Små græsser kan give stor glæde og blåaks er en familie af sådanne, som man bare MÅ have. De er alle helt eller delvis vintergrønne, tætte og lette i væksten og med små, korte aks, der varierer fra metallisk blåsorte hos mørk blåaks, over brunlige med et blåligt eller gråligt skær hos fjeld blåaks - til en diskret lys grå hos grå blåaks.Alle familiens medlemmer på nær efterårs-blåaks viser aks allerede i foråret - undertiden så tidligt som i april.
Efterårsblåaks kommer, som navnet siger, halsende lidt efter de andre, og sætter ikke aks før i august. Aksene holder dog længe hos alle familiens medlemmer og blegner efterhånden til lys grågylden i fin kontrast til de grønne strå. Som en ekstra raffineret detalje, er græsstråene mørkere grønne på oversiden og duggede, grågrønne eller blågrønne på undersiden. Det giver en fin effekt i større beplantninger, når vinden purrer op i græstuerne, så den lyse underside ses i glimt.

Blåaks er med sin lave, tætte tuedannende vækst velegnet til massebeplantning, hvor du ønsker et lavt og vintergrønt bunddække. Nøjsom som den er - hjemmehørende i bjergegne - klarer den også en udsat vokseplads og er sågar tolerant overfor et vist indhold af salt i luft og jord.

Hjertegræs
Her endnu en af Danmarks dejlige, hjemmehørende arter.
Den søde lille hjertegræs breder sig ved korte udløbere og kommer rigtigt til sin ret i større grupper.  Førhen voksede den ofte i store kolonier på tørre overdrev. Her kunne små børn plukke buketter af hjerter til mor på mors dag - for allerede i maj  dukker de første fine aks op, mellem de korte, blågrønne strå.

Hjertegræsset danner nye “hjerter” indtil medio august.
Nye aks er blågrønne ligesom stråene, og kan sågar have et metallisk purpurviolet skær - senere tørrer de små "hjerter" og bliver lyst gyldenbrune.
Du kan tage dem ind i huset, og lade dem pynte vinteren over i en tørret dekoration. Lader du dem sidde, er de vips væk i næbbet på havens småfugle, der anser frøene for en skøn delikatesse. Hjertegræs breder sig forsigtigt med korte udløbere og er derfor mindre egnet i krukker.

Ud i solen

Pampasgræs 
Ingen, der har set en ældre, veletableret pampasgræs stå med en skov af perfekt udfoldede “støvekoste” glemmer synet.
Pampasgræssen er prydgræssernes konge - og kræver, som alle majestæter, en vis særbehandling.
Pampasgræssen er i Danmark på eller over sin nordgrænse, så selv om det er fristende at sætte den i en krukke, så den rigtigt kan stå med sine hvide eller rosabeige fjerkoste og det kraftige vintergrønne løv - så giv den istedet en plads i et af havens bede, hvor den ikke “fryser fødderne” som i en krukke.

En en solrig vokseplads i læ og på veldrænet bund - så er pampasgræssen glad.
Især i de første vintre vil den sætte stor pris på en let grandækning fra januar til april. De vintergrønne blade kan svides af en stærk og kold vintersol, og det kan koste en ung pampasgræs livet.

Lampepudsergræs.
Lampepudseren er en lav eller middelhøj græsart - som skabt til at fylde en krukke med sin tætte græstue og sine fine aks - og findes i en del sorter, som kan være mere eller mindre hårdføre, hvilket skal overvejes, når man vælger voksested. De utroligt iøjnefaldende sorter med mørkebrune, røde eller rødstribede blade er populære i efterårets krukker og mange fristes til også at anvende dem i havens bede for deres fantastiske kontrasteffekt, men fornøjelsen bliver i reglen kort: De mørkbladede typer er meget kortlivede og går oftest til i vinterens kulde og væde.

Plant i stedet sorterne med grønne eller gulgrønne blade: de holder til livet i bedene og kommer igen år for år. De er hjemmehørende i tempererede områder af Kina, hvor man finder dem i skovlysninger eller engområder uden stående vand - så de skal nok klare sig i det danske klima.

Bjørnegræs
Bjørnegræs er en meget karakteristik græsart, som elsker sol og vind - og tåler en let og tør jord, når først den er etableret. Bjørnegræs er endda - i modsætning til mange andre græsser - grøn om vinteren...eller blå: Flere sorter af bjørnegræs har nemlig stålblå eller blågrønne strå.
Bjørnegræs danner små, tætte tuer, som efter mange år kan blive en anelse åbne i midten. Så må man grave dem op, dele dem og genplante dem, så man atter har en bjørnegræs-bolle og ikke en bjørnegræs-donut.
Efter en lang eller våd vinter, kan bjørnegræsset undertiden se lidt trist ud om foråret, med mange gule eller visne strå mellem de friske: Så må vi plukke dem i maj måned, når de gamle strå "slipper" ved et hurtigt ryk. Vips, er de friske igen og sætter snart fine, lyse eller gyldne aks. Sorten 'Sunrise' overrasker dog med lysende orangerøde aks.

Fjergræs
Fjergræs kaldes undertiden også for ‘Hejregræs’. Alle fjergræsserne elsker lys, sol og en veldrænet placering. Er der for vådt om eller koldt om fødderne om vinteren - så er Fjergræs den, der går ud.
Er jorden let og veldrænet, derimod - så skal du bare se! Fjergræs sætter aks ganske tidligt på året sammenlignet med mange andre prydgræsser og aksene er vitterligt lette som fjer.
Den største fjergræs, kaldes af gode grunde for Kæmpefjergræs - for skønt græstuen kun er knapt en halv meter høj, så skyder aksene op som en let og svævende buket over hovedhøjde.
De "små fjer" når kun op i 30-45 cm højde, hvor de til gengæld vifter yndefuldt selv ved den mindste brise.

Alpehavre 
De fleste højere græsser er staudeagtige, og deres toppe visner derfor ned om vinteren, men alpehavren er noget så ualmindeligt som en høj, vintergrøn græs.
Dens blåduggede græsstrå står standhaftigt vinteren igennem længe efter, at vi eller fuglene har plukket af de fine aks.
Hvis ikke vi tager dem til vinterens tørrede dekorationer, er der nemlig masser af fugle, der gerne vil spise frøene, når de modner og aksene skifter farve fra blågrøn til gylden.
Alpehavre er “et levende fugleneg” i haven.

Plant alpehavren på en lys plads - det giver flest aks og den bedste bladfarve. Sørg for et godt dræn, for hvis der er noget alpehavren ikke trives med, så er det at stå med våde “fødder” vinteren igennem. Dét er den ikke vant til på sine naturlige voksesteder, som er steppeagtige beplantninger i syd- og vesteuropa.

Ind i skyggen

Star
Stargræs er stedsegrønne halvgræsser, som lever over hele verden, lige fra kulden i det høje nord, over varmen i New Zealand til skyggen under store træer i japanske skove. Disse forhold skal vi naturligvis tage hensyn til, når vi placerer vores Star i haven. Er der skygge og læ under store træer? Så er Carex morrowii, Carex elata, Carex ornithopoda og Carex ohimensis i deres es.
Carex oshimensis har mange naturlige mutationer med lyst eller stribet løv, som lyser op langt inde i skyggen - skal du have rigtigt fylde på græstuerne, anbefales de to "falls" sorter, der har væsentligt længere blade og danner smukke, kraftige tuer.

Selv på den våde bund, er der en Star der venter på at komme til sin ret: Carex pendula, Carex elata og de to særprægede familiemedlemmer Palmebladsstar (Carex Muskingumensis) og Morgenstjernestar (Carex grayi) vil elske den våde plet i bunden af haven, hvor de kan få lov at "soppe lidt" ind i mellem.
Der er en star til enhver plads - de venter bare på at få stjernerollen i din have, krukke eller kumme - endda også, hvis du er allergisk overfor græspollen! Stargræs er nemlig en såkaldt halvgræs, og ikke en "ægte" græs - så der er ingen græspollen på færde her. 

Japansk Skovgræs
Den japanske skovgræs plantes sjældent for sine frøstande, men for sin enestående vækstform og sine flotte høstfarver. Buk dig alligevel en gang og kig! Frøstandene er værd at bøje sig efter. Som fine, små dun sidder de tæt mellem stråene.

Dunene dannes i eftersommeren, mens græsset stadig står med sin karakteristiske tætte tueform. Først når frosten har været der og tørret græssets blade, bemærker man frøstandene. Får de lov at sidde vinteren igennem, giver de lethed og ynde til græssets tue.
Japansk skovgræs findes i en del navnesorter med varierende bladfarver: Fra hvidstribet over ren grøn, til forskellige varianter af gulstribet og til den rent gule ‘Sunflare’ hvis bladspidser om efteråret bliver bronzerøde. Alle Japansk skovgræs får fine efterårsfarver - en flot kontrast til de små dunede frøstande.

Plant skovgræsset som kant på et skyggebed, brug dem enkeltvis eller gruppevis i den vekslende skygge under træerne, hvor de elsker at vokse - eller lad et enkelt eksemplar få lov at brillere i krukken på husets nordside.

Våde fødder? Gerne!

Mosebunke
Mosebunke - navnet alene siger en del om, hvad Deschampsia kan tåle: Den tåler nemlig våd jord, sur jord, vekslende vandtilførsel - ja, faktisk det meste, som den danske natur kan byde på, for mosebunken er nemlig hjemmehørende i Danmark. Måske kender du den allerede fra grøftekanterne?

Vækstformen er tæt tuedannende med tynde, friskgrønne strå.
Mosebunke sætter mange fine, lette aks højt hævet over bladtuen - som en lys og let sommersky.
Aksene fremkommer allerede tidligt på sommeren - ofte før sankthans.
På den rene art og på navnesorterne ‘Goldtau’ og ‘Goldschleier’ er aksene hvidgyldne til gyldne. Bronzeschleier har mørkere aks.

Klipper du toppen, før de små frø modner, vil den flittige mosebunke ofte sætte et nyt hold aks senere på året - men klip ikke for langt ned: Mosebunke er vært for den lille sommerfugl græsrandøje og den bryder sig ikke om alt for kortklippet græs.
Lader du i stedet aksene modne frø, vil disse blive til stor glæde for havens fugle i efteråret.

Blåtop
Hjemmehørende arter er sjældnere set blandt de græsser, som har højdepunkt i efterår og vinter. Blåtoppen er undtagelsen. I sin vilde form er den kendt fra mager, fugtig bund, hvor de tætte tuer kan stå tæt sammen på store arealer.
Med diskret charme og mørke, næsten blåsorte aks i tæt, kræmmerhusformet vækst, er den en kærkommen, let dyrkelig og fuldt ud hårdfør kontrast til de mange lysere aks fra græsfamiliens øvrige medlemmer. Ikke nok med dét: der kommer også flotte, gyldne høstfarver, når nætterne bliver kolde.
Kræmmerhuset af smalle aks står flot vinteren igennem til vi skærer toppen tilbage om foråret - og straks er blåtoppen klar igen.
Den tætte tue af blågrønt græs er nemlig “oppe og igang” om foråret.

Med sin stabilt tueformede vækst uden udløbere, er blåtoppen oplagt i mindre krukker - men giv den en chance i større beplantninger mellem stauder eller små roser: de bliver hvor de er og fremhæver deres naboplanters mere prangende blomster.

Frytle
Hvad er det for en mærkelig græs? Den blomstrer jo?
Ja, det er da en Frytle - og Frytle er slet ikke en græs og tåles derfor af græsallergikere.
Frytle er teknisk set en vintergrøn, tuedannende staude med græslignende blade. Først når den blomstrer, ser man at den slet ikke er en græs, for da får den fine små lette "skyer" af hvide eller lysebrune blomster.
Frytle er hjemmehørende i skandinavien og centraleuropa. Især Skovfrytle ses ofte i danske skove.
Frytle tilhører familien af siv og tåler derfor våd bund hvor det er nødvendigt, men trives også fint i almindelig havejord.

Ud til stranden?

En del græsser tåler en smule salt i luft eller jord - blandt andet blåaks og bjørnegræs - men skal vi helt ned til stranden, hvor sandet fyger og saltindholdet er højt, kræver det et noget anderledes rodnet og da må vi se på Sandhjælme og Marehalm hvis vi gerne vil plante græsser.

Der findes en græs til enhver placering - har du brug for hjælp til valget, eller til at sammensætte en smuk beplantning, så bare spørg gartnerne!