Plantetorvet.dk
Indkøbskurv
Din kurv er tom

Kom godt i gang med klumpplanter

NU skal det være - endelig skal det gamle stakit eller den hullede gamle navrhæk udskiftes med en fin, ny hæk eller hullet efter det fældede grantræ skal lukkes med en dejlig ny prydbusk...og planterne skal IKKE være for små fra starten!
Oktober og november er dine måneder: NU kan de store klumpplanter nemlig flyttes og plantes.



Men hvad ER en klumpplante?

Klumpplanter er markkultiverede planter, som er så store og kraftige, at de ikke kan flyttes barrodet.
De har vokset i mark i flere år, og er regelmæssigt blevet omplantet eller rodbeskåret, så de er passende forberedt på dagen hvor de skal sælges.
Når hvileperioden begynder i oktober, kan planterne forsigtigt tages op med en tæt klump af rødder og jord, som herefter pakkes ind i jutelærred. Så er de klar til at blive flyttet til deres nye voksested.

Herunder kan du læse om, hvordan du bedst etablerer dine nye klumpplanter, uanset om der skal plantes en hel lang hæk, eller du blot vil udnytte muligheden for at få bare en enkelt eller tre af de dejlige store klumpplanter et sted i haven?

Når du planter færdighæk eller anden hæk af klumpplanter, er det vigtigt, at du planter hurtigst muligt efter levering, gerne indenfor 48 timer.
Fra modtagelse til plantning skal planterne beskyttes mod udtørring og andre påvirkninger, som kan skade roden. Lav derfor forarbejdet i god tid inden du modtager planterne.

Se vores store udvalg af hækplanter og prydbuske på klump


Før du planter

Før du planter, skal din jord være i orden! Vækst og etablering afhænger ikke blot af plantens kvalitet på købstidspunktet, men i endnu højere grad af hvilke forhold planterne bydes efter plantningen.
Er din jord blød, lækker, luftig og muldrig, kan du roligt plante direkte i den - men sådan forholder det sig jo ikke altid. Læs her om de forskellige udfordringer der kan være med havens jord, og hvordan du retter op på dem.

Når jordbunden er i orden, graver du planterenden: 40 cm. i dybden og 40 cm. i bredden. Når du har gravet renden, løsner du den i bunden med en greb. Drys nu Bio Planteaktivator ud i renden. Planteaktivator fremmer jordens mikroliv og udgør en fantastisk starthjælp til alle planter i haven, idet de mikroskopiske svampe indgår gavnligt samarbejde med de nye rødder og hjælper dem til en øget næringsstof- og vandoptagelse.


Vend dine planter korrekt

Som enhver, der har fået trøjen eller skoene omvendt på, ved - så ser det bare ikke ud som det burde!
Det samme gør sig gældende med dine hækplanter på klump.
Vær opmærksom på at vende dine hækplanter rigtigt, så du får det kønneste og tætteste resultat. En færdighæk har ofte 2 flader som er buskede, og to som er klippet.
De klippede sider skal vendes sådan, at de danner hækfacaden mod f.eks. have og vej.
De buskede sider vendes mod hinanden, så de strittende grene forgrener sig ind i hækken i længderetningen.

Hæk af andre klumpplanter (thuja, taks, kirsebærlaurbær) er ikke klippet i siderne, men du kan vinde meget på hækkens udseende, ved at vende planterne korrekt, så de står "side ved side med ansigterne fremad" - som de har stået i rækkerne på planteskolen.

Vi anbefaler, at du først placerer hækplanterne på jorden foran planterenden, inden du planter hækken. Det giver dig mulighed for at træde lidt tilbage og få et overblik over forløbet og sikre, at planterne vender korrekt, inden du sætter dem i planterenden.


Og nu i gang med plantearbejdet!

Placer planterne i renden med følgende anbefaling:

Dine klumpplanter skal stå nøjagtigt så dybt, at klumpen kan dækkes af 2-3 cm. jord. Ikke dybere.
Lad nettet blive på jordklumpen - det er organisk og forgår naturligt.
Husk at give plads til hækken mod evt. fortov (vær opmærksom på afstanden fra skellinjen) - og husk også, at der skal være
 mindst 30 cm. på hver side af hækken fri for græs og ukrudt. Hellere 40 cm.

Når du har sat dine planter korrekt i renden, skal der fyldes op med jord omkring klumperne, så de står fast. Fyld derefter renden op med vand og tag en velfortjent pause, mens vandet synker ned omkring rodklumperne.  Når vandet er sunket, fyldes renden op med jord. Træd jorden godt til omkring rodklumperne og vand igen. Synker jorden sammen, så var der en luftlomme - top op, til jordoverfladen er jævn. Nu kan du lægge toplaget af jordforbedring -2-3 cm. Det holder på fugtigheden og forhindrer ukrudt i at spire frem!

Skal din hæk stå på et særligt vindudsat sted? Da anbefaler vi at sætte hækopbinding i forbindelse med plantningen. Det giver hækken noget støtte i tilfælde af vind og forhindrer at planterne rokker i jorden og hermed trækker nye rodhår over.


Efter plantningen - de første 2 år med hækken

Vanding er det absolut vigtigste at være opmærksom på, når du har sat din nye hæk af klumpplanter.
Vi anbefaler, at du vander med UNIRAM siveslanger, som tåler frost og på grund af fordelingsmembranen sikrer en helt regelmæssig og jævn vanding i helt op til 60 meters længde.

Start vandingen af stedsegrønne klumpplanter allerede i vinterhalvåret, hvis der har været perioder med stærk sol eller vind, samt efter perioder med frost uden snedække.
Løvfældende planter kan i reglen vente til starten af april - men hold øje med tørkeindekset: Det ville da være en skam, hvis din fine hæk tog skade og gik i stå i væksten!


Vand derfor mindst 2 timer ad gangen og minimum 2-3 gange om ugen, tiltagende jo flere nye blade der er på planten. For hver eneste gang din hæk mangler vand, sættes etableringen og væksten mærkbart tilbage.
Jo varmere og mere tørt, blæsende eller solbeskinnet det er, desto mere skal du vande.
I varme perioder uden nedbør, kan det være nødvendigt med 4 gange om ugen, minimum 2-3 timer hver gang.

Regn ikke med, at du kan vande tilstrækkeligt med vandkande, haveslange eller de billige siveslanger fra byggemarkedet. Vanding med UNIRAM siveslange minimerer dit vandforbrug og afleverer vandet direkte ved planternes rødder - i et tempo, hvor de kan nå at optage det! 
Læs mere her om korrekt og vandbesparende vanding.

Husk, at planterne ikke har glæde af vandet, hvis de står "i græs eller ukrudt til anklerne"  - Især græsset er en farlig konkurrent om både vand og næring, men flerårigt ukrudt er ikke bedre.
Hold derfor altid mindst 30 cm. på hver side af hækken fri for anden vegetation - hellere 40 cm.

Klumpplanter skal have noget at leve af - især, hvor du hurtigt ønsker at opnå en tæt, grøn og lukket hæk.
Gødning gives i månederne april, maj, juni og juli - brug en organisk havegødning. Bor du på udsat plads og har du plantet stedsegrøn hæk, anbefaler vi tillige en decideret efterårsgødning i august-september måned.

Enkeltstående planter skal naturligvis ikke have en siveslange. Dem hjælper vi på vej med en vandingspose!


Skal vi klippe med det samme?

Naturligvis kan du godt lige fjerne en lille "stritter" hist og her, når du er færdig med plantningen.
Generelt anbefaler man dog, at hækken klippes i takt med at de enkelte planter når den ønskede højde og bredde.
Den optimale form på en klippet hæk er bredest for neden og smallere opadtil. Dette giver hækken den optimale mængde lys - og det giver DIG den tætteste og grønneste hæk. Læs mere om hækklipning her.



Husk at du altid kan spørge gartnerne, hvis der er det mindste du er i tvivl om.
Det er helt gratis og vi vil SÅ gerne, at vore kunder skal få lige så dejlige haver som vi har, uanset hvilken hæk der skal indramme havens rum!