Hæk som altid er grøn - blade og nåle året rundt

Der kan være gode grunde til at ønske sig en hæk, der er grøn året rundt. Den stedsegrønne hæk er et arkitektonisk stærkt element i en have, hvad enten man vælger en uklippet hæk med bløde former eller ønsker at fremhæve husets linjer med en stram faconklippet hæk - eller bruger sine kreative evner til en organisk formet “bulehæk”.
Men hvilke muligheder har du, når du vil have grøn hæk året rundt?

Høj hæk

Til den helt høje, stedsegrønne hæk, kan du med fordel se til de naturligt søjleformede thuja med kraftig eller middelkraftig vækst.
Kan det ikke gå hurtigt nok, er thuja ‘Martin’ det oplagte valg, hurtigt voksende som den er, især i ungdommen.

Er tålmodigheden bedre, og ønsker du en rigtigt smal og nåleformet vækst, vil du måske foretrække ‘Smaragd’ i stedet.

‘Branbant’ og ‘Fastigiata’ er ældre, pålidelige og hårdføre sorter, hvis vækstkraft og form ligger mellem de to yderpunkter, der udgøres af ‘Martin’ og ‘Smaragd’.

Billedet viser uklippet hæk af thuja ‘Smaragd’ - men naturligvis kan du klippe din thujahæk, hvis du ønsker en klassisk klippet hæk - thuja kan holdes ganske slank og tæt klippet.
Hos den mere tålmodige haveejer, kan også takshækken med årene nå en betragtelig højde.

Endelig udgør bambus en fremragende vintergrøn hæk, både hvor der ønskes en meget høj hæk, eller en mere moderat voksende.

Middelhøj hæk

Den helt almindelige skelhæk mellem to haver, behøver sjældent at være over 180 cm. - de nedenstående kan dog udmærket komme helt op over tre meter, om det skal være, blot du har lidt længere tålmodighed, ligesom du også sagtens kan holde en hæk af thuja helt nede i knæhøjde. Saksen bestemmer højden. Planten bestemmer væksthastigheden.
Når hækken ikke behøver at nå himlen, kan du ud over thuja også se nærmere på den storbladede, stedsegrønne liguster, på alle de mange dejlige taks - og naturligvis på de kraftigere voksende sorter af kirsebærlaurbær. 
Den lave kirsebærlaurbær ‘Otto luyken’ gemmer vi til de små hække, da den sjældent bliver mere end meterhøj.

Den helt almindelige ligusterhæk, da? Er den ikke stedsegrøn?
Nej, den er teknisk set dét der kaldes "vintergrøn".
At hækken er vintergrøn, betyder at den har muligheden for at kaste blade i tilfælde af f.eks. en hård vinter eller mindre optimale vækstforhold, for derefter at komme stærkt igen, når forholdene er bedre.
En godt etableret hæk af almindelig liguster, vil derfor også stå grøn om vinteren, trods et lille bladfald i ny og næ.

Lav hæk

Den lille søde hæk til kanten om rosenbedet, til adskillelsen af havens forskellige afdelinger - eller til afgrænsning der, hvor udsigten ikke må forstyrres - kan vi med fordel vælge moderat voksende planter eller planter, der naturligt ikke bliver ret store.

Buksbom er det klassiske valg til sådanne lave fodhække, men i områder hvor buksbomhalvmøllet huserer, vælger mange i stedet dværgkristtorn, benved eller de to stedsegrønne typer af gedeblad: myrtegedeblad og ligustergedeblad.
Alle har små, stedsegrønne blade og lader sig fint formklippe, hvis du ønsker en stram form på din lille hæk.

Er du glad for de store, mørke og blanke blade på kirsebærlaurbær, så er der også et par lave typer af denne plante: Otto Luyken med de smalle blade er den mest almindeligt forekommende, men enkelte andre sorter findes.

Har du forelsket dig i taks eller thuja, og vil have dem også til de lave hække, kan det dog også sagtens lade sig gøre, blot du vil pålægge dig selv lidt mere klippearbejde.

Dem, der stikker

Skal du være helt sikker på at holde hunden inde og naboen ude, er der også et par mindre venlige stedsegrønne hækplanter, nemlig kristtorn, sitka, bjergfyr og ildtorn.
Især i Tyskland ser man ofte de såkaldt “blå kristtorn” anvendt som hæk - men også de mere velkendte grønbladede eller brogede typer af kristtorn lader sig klippe som hæk.

Ildtornen ses kun sjældent som hæk i moderne haver. Kommer man forbi en ældre villa, ser man dog undertiden de tætte og fine klippede hække af ildtorn. De gør sig især bemærket i vinterperioden, hvor den på lang afstand lyser op med sine mange gule, røde eller orange bær, da ildtorn i modsætning til mange andre planter både blomstrer og bærer bær på selv tæt klippede hække.

Overleverne

Sitkagran der overlades til sig selv, bliver til et meget højt træ af klassisk “juletræ-facon” - kegleformet med gennemgående stamme.
I modsætning til alle andre grantræer, lader den sig dog både topklippe og sideklippe med hæksaks og danner da en mere end almindeligt hårdfør og vindfør hæk….der stikker!
Men den kan holde til selv den mest udsatte plads, hvorfor man ofte ser den anvendt i læhegn ved vestkysten. Her udsættes den ikke blot for sandjord og salt, men også for meget hård klipning med traktorens sideskær.

Bjergfyr som hæk? Jo, den er god nok - hvis du har tid nok og plads til siderne!
For bjergfyr vokser langsomt og fornægter aldrig sin naturlige vækstform, som er bred og kuplet - og skærer du den ind i siderne med hækkesaksen, bliver den fornærmet og bar forneden.
Formningen af bjergfyr sker ved afkortning af nye skud i starten af juni, mens de er bløde og endnu ikke har dannet nåle.
Denne afkortning kan ske med håndkraft - eller med hækkesaks og et godt øjemål, så du kun klipper i de nye skud.
Bjergfyrren er til den brede, organisk formede hæk - måske på sommerhusgrunden, hvor du ikke vil have så “kultiveret” et udseende og har brug for en plante, der klarer både vind, salt og let jord.

På hegn eller net

Hæk af slyngplanter? Jo, da! Så bestemmer du helt selv højden, for de kommer aldrig længere op, end det hegn eller net du lader dem kravle i.
Både storbladet og småbladet efeu danner fine, tætte og længelevende hække på denne måde. Er du til det eksperimenterende, kan du blande sorter med brogede blade ind mellem de grønne og på den måde få en slags gobelin-effekt, hvor de forskellige typer vokser ind mellem hinanden. Lange ranker “på udflugt” bindes ind til hegnet, eller der gøres kort proces med hæksaksen en gang om året.
Efeu er værtsplante for skovblåfugl, så du skal ikke undre dig, hvis du begynder at se flere af dem i haven, når der er etablerede hække og hegn af efeu.

Kan du ikke lide efeu, er alternativet den stedsegrønne kaprifolia henryi. Den blomstrer i højsommeren med små, rørformede orangerosa blomster og sætter senere blåsorte bær til havens fugle.

Begge disse planter skal “hjælpes på vej” op i raftehegn eller rionet, for rigtigt at komme i gang. De foretrækker en halvskygget plads i læ, hvor væksten også vil gå hurtigst.
Der er dog intet til hinder for at etablere dem på lysere steder med lidt vind, blot man tilpasser vandingen og gødskningen herefter og tilgiver dem for den lidt langsommere etablering.

Klar til at vælge hæk? Ellers spørg gartneren - vi giver gode råd helt gratis!