Plantetorvet.dk
Indkøbskurv
Din kurv er tom

Røde og bløde, syrlige eller søde

Vi trækkes som af magneter til de røde bær. Erfaring og instinkt siger os at netop de bær er modne, søde og bløde - og dét er de da også rigtig tit.  Syrlige eller søde, så indeholder alle de røde bær dejlige mange C-vitaminer og antioxydanter, så spis bare løs!


Jordbær

Jordbær er smagen af sol og sommer! Vi elsker jordbær og kan slet ikke få nok. For at få den længst mulige jordbærsæson, kan det være en god ide at plante flere sorter med forskellige modningstidspunkter.
Du må ikke regne med mere end 300-500 gram jordbær fra hver plante, så sæt plads af til dem. De lave planter er kønne og kan også anvendes som kantplante på et større bed, eller som bundække på lyse områder. Husk at unge planter giver flest og størst bær, så det giver god mening regelmæssigt at forny beplantningen - enten ved at dele udløberne fra, eller ved at købe nye, sygdomskontrollerede planter.
Læs mere om jordbær her - og glem ikke de små skovjordbær!


Hindbær

Hindbær fra haven - så bliver det ikke bedre! Der er ikke meget der slår en håndfuld solmodne hindbær, direkte fra planten? Det skulle da lige være kilovis af hindbær til desserter, til syltetøj og til likør!  Du kan have hindbær lige fra juni og til frosten kommer, hvis du har plads nok til både Sommerhindbær og efterårshindbær. Husk at hindbær er kratdannere og derfor ikke kan anvendes som een pæn enkeltstående busk, men må dyrkes som rækkekultur. Det er til gengæld rigtig nemt!
Læs mere her om hindbær i haven


Stikkelsbær

Stikkelsbær er den lille i familien Ribes - mindre end både solbær og ribs -  nøjsom, skyggeltålende og væltende frugtbar!  Selv under mindre optimale forhold, kan du regne med stikkelsbærbusken.
Om du vil plukke bærrene som grønne og syrlige - fx til syltetøj eller saft - eller om du venter på den fulde modenhed og spiser dem varme, bløde, røde (eller gule) og søde direkte fra busken - det er helt dit eget valg. Er du ked af tornene? Så findes der tornfrie sorter, der dog har en lidt trykkere skræl end de "stikne" sorter.
 Læs mere her om stikkelsbær og deres familie


Ribs

Ribs Årh, dit sure ribs! Ribsbuskens smukke, glasagtige og syrlige bær, bliver helt ufortjent brugt som skældsord - og dét er der bestemt ingen årsag til, for nok er bærrene syrlige, men de er også sunde, vitaminholdige - og lækre i både det krydrede og det søde køkken - i kager, til gele, saft og marmelade, enten alene eller i selskab med andre frugter.
Læs mere her om ribs - og om deres familie


Tranebær og Tyttebær

Tranebær og Tyttebær - de små sunde (og sure) vokser i naturen på hedebund eller andre steder hvor jorden er sur. Tyttebær kræver en veldrænet jord, mens tranebærrene foretrækker jævn tilførsel af fugtighed. De er begge lave og krybende af vækst og kan finde plads som bunddække under andre surbundsplanter under lysåbne forhold.
Både tranebær og tyttebær indeholder naturligt bakteriedræbende stoffer hvorfor de kan syltes uden konserveringsmidler. Den sødede og fortyndede saft af de røde bær drikkes også for at forebygge eller kurere urinvejsinfektioner.


Kirsebær

Kirsebær - nej hør nu, de vokser da ikke på buske? Jo, nogle af dem gør. De nyere sorter Athos,  Porthos og Carmine Jewel vokser nemlig som middelstore til store buske - lige til at "putte ind" i hegnet eller blandt større prydbuske, hvor de kan pynte med deres mange snehvide blomster i maj og et væld af lysende røde kirsebær i sommerperioden. Som bonus giver de endda et "ekstranummer" om efteråret, når bladene får de smukkeste gyldne høstfarver.
Alle de sure kirsebær er selvbestøvende - så du kan nøjes med en enkelt plante og alligevel få væltende mange bær. Syltekirsebær kaldes også surkirsebær, uanset at Athos indeholder så meget sukker at bærrene er søde og velsmagende nok til at kunne spises direkte fra busken når de er fuldmodne.
Læs mere om kirsebær her - både dem på buske og dem på træer


Boysenbær, taybær og loganbær

Både boysenbær, taybær og loganbær er krydsninger mellem hindbær og brombær.
Alle tre "søskende" sætter dejligt store, aflange røde til sortrøde bær, som vi her i landet primært kender som syltetøj fra et glas købt i supermarkedet.
Har du en lun plads i haven, hvor du har plads til at espaliere planterne, kan du imidlertid smovse i de lækre bær direkte fra busken.
Både tay, logan og boysen har nemlig arvet brombærplantens rankende vækst og skal dyrkes som disse, men med et lille forbehold for hårdførheden. Taybær er skotsk af oprindelse og regnes for en anelse mere hårdfør end de to søskende og kan derfor også plantes friststående i haven ved en trefod eller et hegn.
De fleste sorter i handlen er tornløse og derfor dejligt nemme at arbejde med og at plukke fra.
Læs mere her om brombær og deres slægtninge

Se min kjole, den har alle farver

Og det samme har havens og naturens bær.
Men der findes også blandt de normalt røde bær såkaldte "sports": spontane genetiske ændringer, som giver en ny og spændende farver på frugten.
Hvide eller lyserøde ribs, gule hindbær og hvide jordbær er sådanne ændringer, der giver kulør på frugtskålene, på marmeladen og på humøret! Disse sorter er ofte kun i produktion i mindre antal og kan ikke altid findes i sortimentet - desto større er glæden, når vi pludselig finder dem!
Læs om de blå og sorte bær her  - og om de orange, gule og grønne!