Den sidste have

Den sidste have - naturligvis skal der også være blomster i den! Dufte og sanselige udtryk, har stor betydning for de mange besøgende på kirkegården – uanset gæsternes alder og anledningen for besøget.

Men skal det være etårige forårs- og sommerblomster, som hvert år skal produceres i opvarmede drivhuse, plantes ud i marts, udskiftes i juni og fjernes i oktober når grandækningen begynder - eller kan vi gøre det anderledes, mere naturvenligt og mindre resursekrævende?

Det kan vi - men så må vi gentænke de dødes små haver og plante flerårige blomstrende planter, som passer til de vækstforhold vi kan tilbyde dem på de enkelte kirkegårde.
Det betyder, at kirkegårdene får et andet udtryk, da ingen flerårig plante alene kan stå for blomstringen et helt haveår igennem og samtidig bevare den helt flade vækst, som først hornviol/stedmoder og senere isbegonia har.

Måske der bliver brug for at gentænke de små kummer foran gravstenene - bør de i virkeligheden være større, så der bliver plads til de bredere pudedannende stauder?
Skal der være et bed bagom de lavere sten, hvor højere blomstrende planter kan vokse, “kigge op over gravstenen” og på den måde bringe frodighed, duft, liv og farver til gravstedet? Ja, da! Det skal der! Gravstederne vil på denne måde blive frodigere, men også anderledes af udseende end tidligere.

Hvilke planter?

Gode stauder uden udløbertendens og med lang blomstring er jo det oplagte svar på overskriftens spørgsmål - og alle de staudearter der nævnes i artiklen om “det magiske staudebed” ville for så vidt være gode løsninger. Læser man artiklen igennem vil man finde, at især hjortetrøst og asters findes i nogle ganske høje sorter, der vil være fremragende i et bed bag en lavere sten, måske sammen med lette græsser - mens de lavere, pudedannende vil kunne bruges foran og de strengt opretvoksende salvia vil kunne “stå ret” langs stenens sider.

Storkenæb af flere arter og sorter har ualmindeligt lang blomstringstid og er så venlige at begynde bladvæksten allerede i april…men de starter jo ikke med at blomstre før midt i maj! Så hvad gør vi?

 Vi lægger knolde af krokus og vintergækker, snepryd, porcelænshyacint og lave sibiriske skilla i håndfuldevis mellem storkenæbbene - nøjagtigt de samme små, tidlige forårsbebudere, som anvendes i løgplæner og lyser op i store felter fra midt februar. Når forårsløgenes sæson er overstået for i år, er staudernes grønne toppe klar til at tage over. De gulnende blade på de små forårsblomstrende er tynde, strålignende og diskrete - lige til at hive af, eller putte ned under staudernes nye, frodigt grønne top.

Især sanguineum, wallichianum- og oxonianum- typerne af storkenæb er velegnede “puder” i højder fra 20-50 cm og de blomstrer glad og gerne fra medio/ultimo maj til langt ud på efteråret. Også Geranium versicolor og -wlassowianum vil blomstre i denne periode. 

Bemærk, at enkelte typer af oxonianum har mørkt, chokoladefarvet løv, som kan give fin kontrast til lysere sten eller belægninger.

Et sidste forslag i en helt anden farveskala er den lave, remonterende daglilje 'Stella d'Oro' som får lysende gule tragtformede liljeblomster i mange måneder, og som tilmed har fint og friskgrønt, græslignende løv, som viser sig meget tidligt om foråret, før de fleste andre stauder er "vågnet"

Fortæppe og bagtæppe

Er stenene små og lave - fx på urnegravsteder, må man tænke i området BAG stenen, hvis der skal lang blomstring til. For de længeblomstrende stauder bliver for høje.
Der findes dejlige, lave, krybende og tæppedannende stauder til brug foran en sten - porcelænsblomsten (sorten Elliott’ er dejligt lav og tæt)’, alle vårkærminder, snepuder, pudefloks og lyngfloks er endda så søde at de bevarer deres grønne blade hele året - men de blomstrer relativt kort. Når de er færdige midt i maj, er der imidlertid allerede løv på vej fra de højere bag stenen og de små fortæpper ligger grønne og fine hen resten af sommeren.

Er der skyggefuldt i det smalle område bag en sten kan man plante nogle af alle de dejlige skyggetålende planter med eller uden vintergrønt løv - fx de lavere kambregner, kirkegårdsbregner og engelsødbregner eller de mere farvestrålende skumblomst og alunrod med deres ualmindeligt dekorative blade. Deres blomster er små, men sidder mange sammen i spidse eller cylinderformede toppe.

Overvej, om der skal lægges Allium (prydløg) i de højere sorter mellem disse - så vil der være grøn "bund" for allium's store kugleformede blomster som på de høje stilke vil danne "bagtæppe" for stenen. I modsætning til fx tulipaner, hyacinter og narcisser, visner deres ret store blade meget hurtigt tilbage (allerede når blomsterknoppen udvikles) og kan uden større besvær kan proppes ned under bregnernes eller skumblomster og alunrods løv som en del af rutinen med at holde gravstederne.

 En søskend til både skumblomst og alunrod er biskophat, som har neutralt lysegrønne blomster med rosa rand, denne er også vintergrøn og derfor dekorativ året rundt. Blomstringen er langvarig, men ikke så spektakulær - til gengæld er den duftende, elegant og fin kontrast til bladene:

 Man kunne fristes til at overveje hosta på et sådant skyggefuldt sted, ligesom de krybende former af klokkeblomst også ser fristende ud som lave puder foran eller omkring en sten med deres lange, lange blomstring og yndige små klokker...men overvej igen, hvis kirkegården er plaget af snegle. Sneglene elsker de sprøde skud af klokkeblomsterne og både blad og blomst af hostaerne, så resultatet kan nemt blive noget pjaltet i så fald.

Men hvad med jorden?

Det skal jo ikke være en hemmelighed, at der jævnligt vendes rundt på kirkegårdes jord, så muld og råjord blandes og at der af denne årsag sjældent er den bedste jordkvalitet i de dødes små haver.

Heldigvis passer alle de ovenfor nævnte planter passer både til lyse og til let skyggede områder og vokser på de fleste jordbundstyper - selv de mere magre.
Som i de levendes haver, skal vi også på kirkegårdene arbejde med det vi har og det anbefales derfor at kigge nærmere på jordtypen, inden der vælges planter - for måske er der endnu flere muligheder end de forudgående!

Ligger kirkegården på meget let, sandet jord, vil der nemlig ofte også være tilstrækkeligt lav pH til at man kan dyrke lyng - især forårslyng - uden at skulle blande den miljødyre spagnum i jorden.

De lavere sorter af forårslyng bliver ikke mere end 10-15 cm høje, blomstrer i månedsvis - og er endda stedsegrønne. De kunne nok være en tanke værd, hvor man ønsker en lille, tæt pudeform med blomster i december-april og derefter friskt, grønt, gult eller bronzefarvet løv.  De decideret vinterblomstrende former er ualmindeligt dekorative elementer på en grandækket kirkegård. Efter endt blomstring klippes de små planter let tilbage og er nu klar til at danne fine, frodige puder gennem hele sommeren.

Roser til mor

Er der god jord - god nok til roser? Ja, så ER der faktisk mulighed for at få måneders rosenflor på de gravsteder, der ikke er alt for små - for hvad de helt lave roser mangler i højden, får de ofte i bredden, hvilket enhver der har forsøgt sig med “the fairy” på et gravsted har måttet sande.

Se i stedet på miniatureroserne eller på de tre små søstre i cover-serien fra poulsen roser: Gentle Cover, Easy Cover og Soft Cover er yndige små “dukkeroser” i forskellige nuancer af rosa.
Deres vækst er tæt og fin, de er selvrensende og skal derfor ikke “plukkes” for visne roser i løbet af sommeren - og blot de er plantet tilstrækkeligt dybt (podestedet 10-15 cm under jorden) tåler de nedskæring til få cm over jordoverfladen når der skal grandækkes i oktober.
Roser præsterer bedst, når de vandes regelmæssigt og får tilført organisk gødning i april, maj, juni og juli.

Gravstedets træer - og kirkegårdens

Alle har vi beundret de blomstrende 'Accolade' på Bispebjerg Kirkegård - og med god grund. Ikke blot i deres blomstringstid, men også i efterårsskrudet lige før bladfald, udgør de et fantastisk skue. Gid man kunne gøre noget lignende på gravstederne!
Det kan man. Der er som sådan ikke nogen direkte årsag til at begrænse udvalget af træer på kirkegårdenes gravsteder til japanske ahorn, cotoneastere og hængepile på korte stammer.
Er der regler for højden på gravstedernes træer, dur det naturligvis ikke at plante træer, som potentielt kan blive både 10 og 15 meter høje på den tid, som gravstedet skal bestå - men mindre kunne jo også gøre det!

 Et lille træ på 120, 150 eller 180 cm stamme i stedet for på 40, 60 eller 80 cm, giver lethed i højden på gravstedet og tilføjer en ekstra dimension til frodigheden af blomst, eventuelle frugter og ikke mindst bladfarverne. Med den lidt højere stamme kommer træet heller ikke  i karambolage med hverken sten, hækklipning eller anden færdsel på gravstedet.
Udvalget af mindre træer, der kan give højde, lethed og blomsterflor er nemlig meget stort - og der er ingen grund til ikke at udnytte dette faktum, også på kirkegårdene.  Husk på bjergkirsebær og fuji-kirsebær - der er yndige små former af japanske kirsebær, som nok kan finde plads også på gravstederne.

Er det i eftersommer, efterår og den tidlige vinter, vi mangler farver? SÅ kig på meget hårdføre typer af Syrenhortensia på stamme - vælg en høj stamme, for kronerne bliver nemt 80 cm i diameter og de store blomsterstande skal op i højden for at komme til deres ret (så er blomsterne også i næsehøjde, så man kan nyde den søde, lette og pudderagtige duft fra blomsterne især i overskyet vejr)
Kronerne på syrenhortensia skæres ind hvert forår inden væksten starter. Det giver den tætteste krone og den rigeste blomstring.

Er vi bange for at komme til at genere nabogravstedet, findes der dejlige blomstrende søjleformede træer, som kun rækker opad. Og himlen er jo gratis!
Se blot 'Amanogawa' - den søjleformede japanske kirsebær, søjlerønnen 'Autumn Spire'  med sine skærme af blomst og glødende rønnebær - eller  hvad med Maypole, den lille søjle af paradisæble, som både giver duft, blomst og småbitte frugter

Grandækning?

Grandækningen er en del af den danske kirkegårdskultur: Et grønt løfte i en mørk tid, såvel som en smuk fremhævelse af de enkelte graves design. Samtidig er grandækningen en resursekrævende opgave, både arbejdsmæssigt, men også produktionsmæssigt: de mange mange kilo pyntegrønt skal jo produceres, skæres, bundtes og transporteres, før de kan klippes op og bruges som grandække.
Naturligvis skal vi fortsætte med grandækningen - men vi kan have brug for væsentligt mindre pyntegrønt på de enkelte gravsteder, når vi arbejder med de vintergrønne blomstrende planter, der også i vinterhalvåret danner fine puder og tæpper på deres voksepladser.
Husk derfor de vintergrønne, når du anlægger nye gravsteder: alunrod, porcelænsblomst, pudefloks, lyngfloks, skumblomst, kæmpestenbræk, engelsk storkenæb, storrodet storkenæb, lyng af alle typer, biskophat, bispehue - og naturligvis juleroserne, som hvis vejret er med os, endda vil bære blomster gennem hele den mørke og kolde tid. Læs mere her om de fine juleroser


Mere liv? JA tak! 
Generelt skal vi ikke være bange for det levede liv - slet ikke på kirkegårdene.
Med lidt nytænkning kan de nedlagte gravsteder bliver små oaser for både naturen og for kirkegårdens besøgende....og egentlig var der jo ikke nogen grund til, at lapidariet ikke kunne få lov at blive en blomstereng? Skriv til Plantetorvets gartnere, hvis du ønsker inspiration - uanset om det blot er til et enkelt gravsted eller til et helt område af kirkegården.
Vi er fulde af blomstrende ideer og har erfaring fra arbejdet på kirkegårdene.