Plantetorvet.dk
Indkøbskurv
Din kurv er tom

Den våde plet - hvad gør vi ved dén?

Den er der, så snart det har regnet. Den våde plet. Det område i haven, hvor vandet bare ikke VIL forsvinde efter en regnbyge, og hvor der i lange perioder kan stå decideret blankt vand.
EN ting er, at den ikke pynter - men hvad søren skal vi stille op med den?
 
Læs herunder om de to vidt forskellige måder, vi kan gribe udfordringen an på!


Den besværlige

Ofte er der periodiske stående vand i et eller flere områder af haven, fordi der et lille stykke nede i jorden er et vandstandsende lag - oftest af ler. Og især i områder med nybyggeri, kan dette lerlag være godt kørt sammen og stort set uigennemtrængeligt for vand.

Er din jord hård, sammenkørt og uigennemtrængelig, kan du kun få fjernet "den våde plet" ved at er det at få løsnet jorden godt i dybden - gerne ned i 1 meters dybde, hvis råjorden er lerholdig.
Din lokale anlægsgartner eller entreprenør kan gøre arbejdet på ingen tid med en minigraver monteret med grubbetand, ligesom du kan få jorden planeret, hvis ikke det er gjort.

Når først det vandstandsende lag (som kan være meget hårdt og overraskende tykt) er brudt, er igen afløb for det vand, der kommer oppefra, i hvert fald så længe vandet har et sted at løbe hen. Er DIN haves våde plet samtidig det laveste sted i haven - og måske endda også lavere end de omkringliggende haver, så begynder udfordringerne for alvor.
Vi kan ikke få vandet til at løbe op ad bakke - men hvad kan vi SÅ gøre? Vi kan plante!



Den nemme 

Ja! Vi kan plante!  Men hvad skal vi plante? Vi skal have planter, der tåler stærkt varierende vandstand, for udenfor vækstsæsonen er det nemlig meget begrænset hvad planterne forbruger af vand - så området vil stadig stå fugtigt eller decideret vådt i de kolde måneder med meget nedbør: Forskellen er, at nu gør det ingenting, for de planter der står i området, trives under de forhold og vokser sig større og smukkere for hvert år!

Tænk på lysforholdene i området når du planter - og vælg planter med forskellig blomstringstid og interesseperiode, så du har glæde af bedet i rigtig lang tid hvert eneste år.

Husk, at træer eller buske med gode høstfarver eller med smuk bark - måske endda begge dele - kan være med til at forlænge interessesæsonen i dit bed: Husk, at havens evne til at optage og omsætte CO2 stiger væsentligt, når du også har træer i bedene.
Gartnerens bedste til havens våde plet(ter), kan du se herunder:


Stauder 

Dagpragtstjerne
Alm. mjødurt
Hjortetrøst
Kattehale
Daglilje
Stjerneskærm
Eng storkenæb 
Hulkravet kodriver
Eng-Forglemmigej
Bronzeblad
Blodrød Storkenæb
Sibirisk iris

Græsser

Blåtop
Blågrøn star
Fladaks
Elefantgræs
Kæmpestar
Morgenstjernestar
Mosebunke
Palmebladsstar
Staudehirse
Rørhvene


Buske 

Canadisk bærmispel
Hyld
Surbær
Kornel
Solbær
Storfrugtet blåbær
Liljekonvalbusk
Kvalkved
Mosepors
Almindelig benved


Træer 

Røn
Ær (ahorn)
Birk
Hjertetræ
Ambratræ
Pil
Poppel
Skovfyr
Vandgran
Naur

Blev du fristet? Husk, at der er mange andre muligheder for beplantning af havens våde pletter - du kan endda lave et decideret LAR bed, hvis udfordringen med stående vand er større end bare en enkelt plet!
Du er altid velkommen til at spørge Plantetorvets gartnere. Vi er fulde af gode, grønne ideer til en mere klimavenlig haveløsning.