Taks er en rigtig flot og klassisk hækplante, som tåler de fleste forhold, blot der ikke er stående vand. Selv i den dybe skygge, vokser takshækken sig grøn og frodig. Taksplanter kan blive meget gamle - ikke blot en hæk for livet, men også for efterkommerne.
Taks vokser moderat og kan derfor holdes skarp og fin, selv med blot een årlig klipning. Taks kan som det eneste stedsegrønne nåletræ skyde nye skud fra gammel gren - ja, selv helt inde fra nøgen stamme.
Har du en takshæk, kan du føle dig helt afskærmet, eller afskærme mindre flatterende ting i haven, som skraldespande eller kompostbunker.
Hunplanter af taks bærer bær, hvis dens små uanselige blomster bestøves af hanplanter i nærheden.
Bærrene er røde, og skaber en flot kontrast til taksens mørkegrønne nåle, så længe de får lov at sidde. Havens fugle æder nemlig bærrene, så hurtigt de får øje på dem. Ønsker du en hæk uden bær, skal du vælge sorten 'Hillii', der er en han-klon.