Gedeblad eller kaprifolie, kaprifolie eller gedeblad?

Sommeraftener med hyggeligt samvær eller en tur i haven, og pludselig er den karakteristiske duft der. Tung og dejlig, som dyr parfume.  Ingen er i tvivl, der vokser en kaprifolia i nærheden! Eller er det gedeblad?

Det er begge dele, for “gedeblad” er den direkte oversættelse af det mærkelige navn kaprifolia.
Gedebladfamilien rummer dog en del deciderede buske helt uden slyngende vækst, endda også bærbuske som Majbær  og krybende bunddækkere som Myrtegedeblad og Ligustergedeblad hører til familien.
For nemheds skyld omtales de slyngende medlemmer af familien Gedeblad derfor som kaprifolier.

Til vejrs, hvor de kan!

Kaprifolier er oprindeligt skovplanter og minder i væksten en del om de lianer vi ser under mere tropiske forhold, da de har evnen til at sno og slynge sine skud rundt om grene og kviste - og om sig selv, hvis ikke der gives bedre muligheder for at nå op i solen med toppen.

Som planterne ældes, bliver skuddene tykkere og tykkere og stærkere og stærkere, så de kan holde hele den store plante fast - selv når den er mange meter høj og ganske dækker en pergola eller et træ i haven.

Bruges havens træer som “klatrestativer” for kaprifolier og andre slyngende planter, kan det give en ekstra dimension i haven, når der pludselig vælter blomster frem fra træets kroner. De mange slyngende skud giver også godt skjul for fuglereder - endda med mad i nærheden: Havens bærædende fugle spiser gerne de røde eller sorte bær, som kaprifolia danner efter endt blomstring.
Bemærk dog, at en kraftigt voksende kaprifolie kan være en hård nabo for et ungt lille træ, der kan få snørefurer i barken af kaprifoliaens hårde "favntag"

Hvor kommer de fra?

Der findes kaprifolie i mange lande og Danmark har sin egen hjemmehørende art - Lonicera periclymenum, hvorfra der er udvalgt flere sorter, fx  'Graham Thomas' (billedet) med ganske lyse blomster - og Serotina med særligt lang og sen blomstring.
Undertiden ses også Belgica og Belgica Select, som har ualmindeligt store blomster i forhold til artens.

Mange kender netop den vilde, danske kaprifolia fra skoven, hvor man aldrig i blomstringstiden er i tvivl om, at her vokser den vildt - for duften breder sig langt omkring på brisen.

Ud over den vilde, danske, findes der en anden europæisk art på markedet - Lonicera caprifolium, der naturligt er hjemmehørende i mellem- og vesteuropa.

Når man bare ser planten eller indsnuser duften, er det svært at kende denne fra den danske art - men kigger du nøjere efter, ser du at de øverste blade på Lonicera caprifolium er vokset sammen og danner en lille “skål” under blomsterne. Senere på året bæres plantens bær frem som i en lille frugtskål, på grund af disse sammenvoksninger. Disse to europæiske sorter kan komme højt til vejrs, hvor der blot er noget at klatre på - og er egnet til helt at dække pergolaer, buer osv.

Artshybriderne - de "uægte børn"

Ud over de rene arter, hvor vi her i landet primært ser de to ovenfor beskrevne, rummer sortimentet en del artshybrider - krydsninger mellem forskellige arter - der bærer karakteristika fra begge forældregrupper og er udvalgt og navngivet af forædlerne.
Dropmore scarlet er en sådan artshybrid, som er karakteristisk ved sin helt utroligt lange blomstring og de meget stærkt farvede og iøjnefaldende blomster, som desværre er uden duft. Vi kan ikke få alting.

Tellmaniana- hybriden kaldes også for Guldkaprifolie på grund af sine lysende orangegule og gyldne blomster og den er ligesom Heckrottii-hybriderne blandt de populære sorter i de mindre haver, hvor vi glædes over de meget farvestrålende og store blomster - og den knapt så kraftige vækst.
Skal du helt have dækket pergolaen, er det ikke hverken Guldkaprifolie, American Beauty, Goldflame eller selve den oprindelige artshybrid Lonicera x heckrottii, du skal have fat i, da de kun sjældent kommer op over 2,5-3 meters højde og desuden er knapt så slyngende i væksten.

Er den grøn hele året?

Kun een art af kaprifolie er pålideligt grøn om vinteren. De øvrige kaster bladene ved første alvorlige nattefrost og står nøgne vinteren igennem, men ikke mindre dekorative af den grund, med deres tætte fletværk af lysebrune eller oliventonede skud.

Løvfældende typer er ualmindeligt tidligt ude med årets nye blade - ofte allerede i februar kan man på beskyttede steder se de fine bladknopper der folder sig ud. På havens mindre læfyldte områder skal vi hen omkring første marts før miraklet sker og vi ser de første spæde tegn på at foråret er på vej, i de små lysegrønne skud på kaprifolie.

Den vintergrønne art hedder Lonicera henryi - “Henry’s kaprifolia’ - så vi må gå ud fra, at botanikeren, som i sin tid fandt den i det vestlige Kina, hed Henry….eller kendte en, der gjorde, som han ønskede at ære med navngivningen.
Henry’s kaprifolia er stærkt slyngende, med bløde og hårede nye skud. Bladene er aflange, halvblanke og mørkegrønne og planter i trivsel giver et overordentligt frodigt indtryk.
Planten vokser fint i skygge, selv under nordvendte forhold kan den trives. Undertiden ses frostsvidninger hvor planterne står udsat, men de vokser oftest fint igennem det og genvinder hurtigt deres tætte løv.
Blomsterne er små og diskret farvede i rosa-orange toner og helt uden duft - en enkelt sort ‘Copper Beauty’ er udvalgt for sine mere brændte nuancer i blomsten. Efter endt blomstring ses sorte, dekorative bær, som ud på vinteren tages af havens fugle.
Har planten ikke noget at klatre på, danner den ligesom efeu et flot og tæt bunddække.

Plantning og foretrukne vækstforhold

Kaprifolier vokser i almindelig havejord og foretrækker en jord der ikke bliver forfærdeligt tør i vækstperioden, da dette kan give angreb af meldug på plantens blade.
Dette er ikke så kønt og medfører ofte et bladfald midt på sommeren, men gør sjældent nogen varig skade, og planten vil oftest bryde pænt igen med nye blade lidt senere på sæsonen.

For at undgå meldug eller anden mistrivsel, anbefales at gøre sig umage med plantningen, så at den lille nye kaprifolie får de bedst mulige vækstforhold.
Grav et plantehul, der er 50x50 cm i bredde og længde. Grav så dybt, at det er muligt at placere planten, så pottens jordoverflade er ca. 5 cm under jordoverfladen, når potteklumpen dækkes til. Sørg for at løsne jorden i bunden af plantehullet. Er plantens jordklump tør, sænk da potten ned i en spand vand i ca. 10 min. så den kan optage vand. Vend potten på hovedet og fjern forsigtigt plastpotten fra plantens jordklump. Hold godt fast i kaprifoliens stængler lige omkring jordoverfladen, mens potten trækkes af. Pres derefter den opgravede jord godt til omkring potteklumpen for at undgå luftlommer - vand grundigt bagefter. Faldt jorden alligevel lidt sammen på grund af en overset luftlomme, må du fylde lidt på til slut.

Kaprifolier sælges kun i potter og kan derfor plantes hele året, når bare jorden ikke er frosset eller så tør at den er vanskelig at grave i.

Gødskning?

Kaprifolier er nøjsomme planter. Etablerede planter i havens bede, kræver derfor sjældent mere næring end hvad der naturligt er i havejorden. I etableringsfasen bør du dog tilbyde ikke bare vand, men også næring. 

Planter i krukker og kummer har ikke samme muligheder som haveplanter, for at finde næring og vand - så de skal altid have "særforplejning"

En tur hos frisøren

Når man køber ungplanter af kaprifolie, er de overordentligt ofte topklippet i en højde af 40 cm.
Dette sker af praktiske årsager, for at de unge planter ikke skal vokse sammen til een udelelig klump af planter, hvilket de ellers gør indenfor få uger i vækstperioden, når de står side om side hos producenterne.
Ønsker du en ældre plante, vil disse på købstidspunktet oftest være topklippet på den opgivne højde - af samme årsag.

Hjemme hos dig selv i haven, behøver du dog ikke at lege frisør i tide og utide, da kaprifolier trives fremragende uden beskæring.
Undertiden også næsten for fremragende i forhold til naboplanterne eller den plads som vi har besluttet at planten må have til sin rådighed.
I så fald tåler de alle en let beskæring. De sorter, som vi har for blomstringens skyld, kan studses moderat efter endt blomstring, mens den vintergrønne blot kan studses når behovet opstår.

Skal der en større beskæring til, kan man foretage en udtynding i den bladløse tid, hvor man fjerner op mod en trediedel af de ældste skud ved basis og trækker det afklippede ud nedefra.
Er det helt uoverskueligt, fordi planten er blevet en stor uglerede af vækst i toppen og masser af bare stængler i bunden, tåler de løvfældende typer dog også at blive skåret helt ned til bunden, så de i det kommende forår kan starte forfra.

Spørg gartneren, hvis du er i tvivl om sortsvalg - eller hvis du ønsker gode forslag til følgeplanter. Kaprifolier behøver nemlig ikke at vokse alene, men kan danne dejligt samarbejde med andre slyngende/rankende planter af samme vækstkraft.